36 / 228
25
sig urolig fra den ene Side til den anden, men
saa lød det mere bestemt: „Hr. Kjøge! Hr. Kjøgel
Jeg kan ikke sove!“
Nu vaagnede Kjøge saa meget, at han kunde
sige: Hold Kæft, Dreng og sov videre!“ — det
var hans sædvanlige Formular.
„Nej, jeg kan ikke! Jeg bliver saa kold —
der er Nogen, som har hældt Vand i min
Seng!“
„Saa vend Madratsen!“ kommanderede Kjøge.
Vi hørte „Skaftet“ rejse sig for at parere
Ordre, men lige i det Samme klang det: „Aa,
Hr. Kjøge, jeg kan ikke! — Hele min Seng er
fuld af Orme!“
„Raser du, Dreng!“ tordnede Kjøge og tør
nede ud. „Tænd Lampen!“
„Jeg kan ikke! Jeg er ganske vaad!“ jam
rede „Skaftet“ .
Rasende foer Kjøge op, tændte Lampen, og
nu saae vi et rædselsfuldt Syn. Midt paa Gul
vet stod „Skaftet“ i bar Skjortet. Blodet dryp
pede ud af hans lange Næse, hele Ryggen var
ét blodigt Felt og i Haaret havde han Klumper
af størknet Blod, saa store som Nødder. Han
stak Armene stift ud, spilede Fingrene vidt fra
hinanden og lignede paa det nærmeste et blo
digt Fugleskræmsel.