30 / 228
19
Vor Idræt og vore Lege havde tidt en yderst
farlig Karakter, men dog skete der intet alvor
ligt Ulykkestilfælde, selv om man blev bragt
under Forhold, som let kunde fremkalde alvor
lige Sygdomme. At „blive døbt“ var nu ikke
saa slemt, thi Postevand er jo ikke i og for sig
usundt, men „at blive begravet“ var langt værre,
og dog skulde disse to Ceremonier foretages
med enhver nyoptagen Pensionær. Daaben fore
gik om Efteraaret, og til den knyttedes saa et
eller andet velvalgt Øgenavn, men Begravelsen
maatte opsættes til Vintersneen dækkede Skolens
Gaard saa tykt, at man kunde blive forsvarlig
„højsat“ . Dette skete paa den Maade, at al
Sneen skuffedes op over den lille Høj der laa
midt paa Skolepladsen, indtil den naaede en
Dynge paa et Par Alen. I denne blev der saa
hulet en Grav, og det ulykkelige Offer blev saa
grebet ved Arme og Ben for under en alminde
lig Opsang at lægges i Graven. Naar dette var
sket, greb Enhver sin Skovl for at klappe Sneen
sammen om En saa fast som muligt, og nu
galdt det om at grave sig ud inden man blev
kvalt af Sneen. Det Hele kunde synes højst
uskyldigt, men det var i Virkeligheden en Tor
tur, som jeg i det mindste ikke har glemt.
Skræmt og kyst ved de mange Jordfæstelser
jeg lige havde været Vidne til, stod „Begravel