26 / 228
15
Heste. Naar „Herbstmanøvren“ kom, forvand
ledes den øde Fælled som ved et Trylleslag.
Hvide Telte rejstes, sorte Tønder pegede truende
mod Himlen og blodrøde Signalflag angav de
mest bekvemme Steder til at faa en Bombe i
Maven.
Saa kom endelig den store Dag, hvor „det
borgerlige“ rykkede ud under Trommeslag og
Hornmusik, fulgt af Hustruers og Døtres be
undrende Blikke samt af Kage- og Æblekoner
med topfyldte Kurve. Kanonerne rumlede tungt
over de girende Broer, svingede ind paa Fælle
den, og snart efter hylledes denne i hvidgraa
Krudtskyer, medens Drønet lød fuldstændig som
dem ved Marengo. Og nu var det ingen Spøg
at være indenfor de stramtspændte Tove, der
betegnede Skydepladsen. Man skød med Mu
sketter paa firehundrede Alen og kastede Bom
ber paa tusinde.
Maalet var en , sort Tønde
paa en høj Stang, og for os Drenge var det
et imponerende Syn at se disse Borgerstandens
Helte lunte Mortéren af og følge den hvæsende
Bombes mægtige Buelinie, indtil den slog ned
i det bløde Grønsvær, flængende det ud til alle
Sider. For mig var det altid et lille Stykke af
Dramaet 1807.
Men, hvad vi Drenge mest lurede paa, var
Krudtet. Næst Cigarer, var det den strengest