28 / 228
17
Ansigt, da han rakte mig sin havannastrøgne
Radekop med den Bemærkning, at nu kunde
jeg jo „lunte den a’ “.
Med en Blanding af Stolthed og Benauelse
satte jeg Cigaren til Fængtraaden, og i næste
Øjeblik vandrede Ilden som en lille, glødende
St. Hansorm hen over det bløde Grønsvær og
forsvandt mellem Stenene. I samme Nu tog
Pokker ved os Alle, og først langt borte stand
sede vi for at afvente Minens frygtelige Virk
ning.
Men der kom til vor Overraskelse slet ingen.
Luntens svage Røg døde hen, Stenene blev
liggende og efter en fem Minuters Forløb gik
det op for os, at Proppen havde været saa kun
stig, at Lunten var gaaet ud. Skønt Brodtkorb
protesterede, blev vi enige om at se Minen efter,
men da det kom til Stykket, vilde Ingen vove
sin Pels, og Brodtkorb foreslog da, at vi skulde
trække Straa om det. Jegtrak det korteste og
skulde altsaa i Ilden.
Jeg nægter ikke, at jeg helst havde været
fri, men mellem Drenge hersker en point
d’honneur, der kan være lige saa stor som
mellem Officerer. Med paatagen Ligegyldighed
gik jeg hen imod den lille Stendynge; men da
det pludselig faldt mig ind, at Fader havde for
talt, at Folk kastedesig paa Maven, naar en
V. Bergsøe: Krigen og Koleraen.
o