182 / 228
og jeg syntes, at han i dette øjeblik saae saa
underlig gammel ud, at jeg forfærdedes derved.
„Er du syg, Fader?“ spurgte jeg.
„Ja,“ svarede han, „Alt svimler for mig, og
jeg bliver saa iskold ned ad Ryggen.“
Det gav et Sæt i mig; thi faa Dage i For
vejen havde jeg hørt fortælle, at Viggo Rothe,
som dengang boede paa ny Kalkbrænderi, var
blevet angrebet af Kolera under de selvsamme
Symptomer, og nu stod jeg her med Fader alene
paa Volden, hvor det ikke var muligt at skaffe
Hjælp.
„Skal jeg løbe ned i Stokhuset og se at faa
fat i en Læge?“ udbrød jeg fortvivlet.
„Nej, nej!“ svarede Fader. „Lad os se at
komme hjem — endnu kan jeg gaa.“
Der laa i de sidste Ord Noget, som fyldte
mig med Rædsel. Med Opbydelsen af alle mine
Kræfter støttede jeg ham saa godt jeg kunde,
og nu gik det langsomt hen imod den nærmeste
Mølle, hvor jeg haabede at kunne faa Hjælp.
Da skete der pludseligt noget meget Mærk
værdigt. Den gamle Mølle begyndte at dreje
rundt omkring sig selv, og i samme Øjeblik
følte jeg, hvorledes den iskolde Sved piblede
ned ad Ryggen paa mig. Disse Symptomer
kendte jeg fra Bedstefaders Have, og næsten med