186 / 228
1 7 7
oppe i Kokkegade saae jeg en Gruppe mørke
Skikkelser og hørte nogle hule Drøn, der gentog
sig med korte Mellemrum. Nysgerrig gik jeg
derop, men det skulde jeg hellere have ladet
være; thi det Syn, der mødte mig, glemmer jeg
aldrig.
Øverst oppe i Hukken, dér hvor der nu er
en Ligkistefabrik, holdt en aaben Rustvogn,
omgiven af en Del halvfulde Sjovere, der hjalp
Kusken med at surre et Par Kister fast.
„Vi kommer med En endnu!“ lød en raa
Stemme oppe fra den mørke Trappe. „Har I
Plads til hende?“ —
Nu hørte jeg atter de samme hule Bums —
det var Kisten, som slog an mod hvert Trappe
trin, thi den blev halet ned af en enkelt Mand.
I Gadedøren slap den fra ham, tørnede ned ad
den stejle Stentrappe, tabte Laaget, og Liget —
en ung Pige i bar Særk — faldt lige i Rende
stenen. Jeg stod som lammet af Rædsel; men
da jeg hørte de Eder og Raaheder, hvorunder
de atter proppede Liget i Kisten, løb jeg min
Vej, saa hurtigt jeg kunde. Vel vidste jeg, at
Rustvognen holdt udenfor en af de saakaldte
„Pjaltenborge“ , men at Ligene blev behandlede
paa den Maade, havde jeg dog ikke tænkt mig,
og dog skal det have gaaet langt værre til paa
Kirkegaardene.
V. Bergsøe: Krigen og Koleraen.
12