192 / 228
han en gammel Soldatervise, han tidt havde
sunget for mig som Barn:
„Soldaten staar paa Isen Post;
Blodet i ham fryser,
Kulden i ham gyser,
Brændevin — ja Brændevin — det er
hans Raad mod Frost.“
Han gentog disse Linier flere Gange, og det
forekom mig saa underligt, at Fader saadan
kunde gaa ganske roligt og nynne, uden at
tænke paa de Ting vi lige havde set; og dog
tænkte han vist mere derpaa end hans tilsyne
ladende Ro lod formode; thi senere er det faldet
mig ind, at der vist har været en vis Idé
association mellem Soldatens Middel mod Frost
og Sjoverens mod Kolera.
Stille klædte jeg mig af og krøb i Seng.
Jeg følte mig aandelig angrebet og legemlig
syg. Den ene Kuldegysning jog i mig efter
den anden; men jeg vilde intet sige, for ikke
at skræmme Fader. I al Stilhed laa jeg og
skævede til Kakkelovnen, hvor Sandposerne
stod parate og Fyrrebrændet laa opstablet. Saa
gled mit Blik til det runde Bord, med dets Me
dicinflasker og Krydderposer, og derfra til den
store Flaske Portvin, hvis forgyldte Etikette
syntes at gnistre i Lysskæret. Der var Medicin
nok; men jeg vidste af Erfaring, hvor lidet det
1 8 3