188 / 228
1 7 9
Om Aftenen vandrede vi gennem de lumre,
folketomme Gader ud til Tivoli, som netop den
Sommer kunde holde Tiaars Jubilæum. Det
var et forunderligt Publikum, vi traf derinde:
Ingen Bekendte, meget faa Dannede, men der
imod en talrig Skare af den lavere Middelstand,
som Alle vare i en overstadig lystig Stemning.
I alle Lysthuse blev der drukket Portvin eller
Toddy, Dansen gik muntert, næsten vildt nede
ved Rutschbanen, Hornmusikken skraldede hen
over Plænerne, Lumbye spillede sin Nr. 3, men
saa kom pludselig en Droske rullende ind i skarpt
Trav; Folk stimlede sammen, Dansen hørte op,
et Par Damer besvimede; men næppe var Offeret
borte, før Musikken tog fat paa ny, medens
Pjerrot under Publikums Latter gjorde sine
dummeste Fagter.
Fader lo med, men paa mig gjorde det Hele
et modbydeligt Indtryk. Hvinene fra Rutsch
banen, Sangerindehylene fra Øen, den lystige
Hornmusik og de Dansendes kaade Latter —
Alt forekom mig Løgn og Bedrag. De var
bange Allesammen, de vidste godt, at Dødens
store Droske holdt midt imellem dem, og at der
i den var Plads til Alle — derfor lo, drak og
dansede de som Gale.
Fader tog Sagen mere koldblodig, thi da
Pantomimen var endt, udbrød han: „Nu skal
12
*