190 / 228
1 8 1
det dybe Mørke syntes jeg at se Kvindeskikkelser
glide forbi, Skikkelser som holdt Hænderne for
Øjnene og hulkede.
Saa hørte vi atter jamrende Skrig tæt ved
os, og pludselig stødte vi paa en Skare Menne
sker, der stod saa tæt, at det ikke var muligt
at komme videre. Som en sort, uigennem
trængelig Mur stod denne Menneskemasse over
hele Volden, og alles Øjne vare rettede paa et
højt, stærkt oplyst Hus, hvis Vinduer stode paa
vid Gab, saa at man kunde se Alt, hvad der
foregik derinde.
Da det ikke var os muligt at trænge gennem
Sværmen, steg Fader og jeg op paa Bastionen,
og over et Hav af mørke Hoveder saae vi et
Syn, der har præget sig uudsletteligt i min Er
indring. Alle Etager vare stærkt oplyste, Læger,
Vaagekoner og Portører ilede frem og tilbage,
og de sidste slæbte blege, udtærede Skikkelser,
som de anbragte i de lange Rækker af Senge,
der flankerede Værelserne. Nede paa Gaden
holdt en Række Drosker, andre kom rullende i
skarpt Trav, og uafladelig hørtes der Raab og
Skrig, snart fra Gaden, snart fra de Patienter,
som vaandede sig i de smerteligste Krampe
trækninger. Midt i al denne Tummel hørtes af
og til en raa Stemme, som raabte: „Jeg gi’er