187 / 228
1 7 8
Den Nat sov jeg ikke. Hele Tiden saae jeg
den unge Pige med de blaaligblege spidse Træk
og det sorte Haar, der som en Manke hang ud
over Kistekanten. Jeg lyttede til Faders rolige
Aandedræt og undrede mig over, at han kunde
sove saa trygt. Ak, naar man er atten Aar,
vil man dog saa nødig dø — senere bliver det
anderledes.
Fader tog i det Hele Epidemien med over
legen Ro. Hver Søndag gjorde vi Ture ud i
Landet, især til Rungsted; men naar vi om Af
tenen vendte tilbage, og fra den friske Landluft
kom ind i den hede, beklumrede By, betoges
jeg af en dyb Modløshed, som jeg ikke kunde
faa Bugt med, thi Koleraen havde nu naaet
Christianshavn, og paa min Vej til Skolen saae
jeg flere Scener, der mindede mig om den i
Kokkegade. At læse til Examen under slige
Forhold var desuden heller ingen Forlystelse.
Fader vilde dog skaffe mig en saadan, og
en Dag udbrød han ganske umotiveret: „I Aften
skal vi rigtig more os — saa gaar vi sammen
paa Tivoli!“ —
Om en Granat var sprungen midt i vor
Dagligstue, kunde jeg ikke være bleven mere
forbavset. Fader gik aldrig paa offentlige Ste
der, mindst paa Tivoli, og saa — naa, der var
jo Intet ved den Ting at gøre!