184 / 228
175
gaa ind i Brænderiet, hvorfra der lød nogle
fortvivlede Skrig. Gennem de lave Vinduer
kunde jeg se Folkene flokke sig om det Fyr
hul, hvor Lars havde staaet, en Droske kom
rullende, og lidt efter bar Folkene en Skikkelse
ud, hvis Udseende fyldte mig med Gru. Den
før saa kraftige, livsfriske Karl laa som en
sammenfaldet Marionetdukke. Ansigtet var blaa-
ligblegt, indfaldet, Næsen spids, øjnene ind
sunkne — det var en Dødsmaske, jeg aldrig
skal glemme. Saa rullede Drosken afsted med
ham, men inden han naaede Hospitalet var han
død. Aldrig havde jeg troet, at den forfærdelige
Sygdom kunde komme saa pludseligt og virke
saa dræbende.
Paa Fader virkede dende Begivenhed i høj
Grad deprimerende; thi han frygtede med Rette
for, at de mange Arbejdere, der boede spredte
om i Byen, vilde tilføre Fabriken nye Tilfælde,
og dette skete desværre ogsaa. Nogle Dage
efter blev Kontorbudet angrebet, og derpaa him
lede vor gamle Gaardskarl Peer Jørgen. Dennes
Død tog Fader sig meget nær; thi af ren God
hed mod det gamle Skrog var Fader paa en
Maade Skyld i hans Død. Peer Jørgen drak
nemlig som en Svamp, og da Alkoholister jo
ere Koleraens Kæledægger, foreholdt Fader ham