215 / 228
2 0 6
ublandet Glæde mindes jeg Brix og Ingerslev
som Lærere i Verdenshistorie; med mere blan
dede Følelser Møller og Berg, som underviste
os i Latin og Græsk. Da de to sidste vist
endnu lever i kær Erindring hos Borgerdydens
daværende Elever, skal jeg omtale dem med et
Par Ord.
Møller eller „Lille Møller“, som han kaldtes
for at skelnes fra de to andre Møllere, som
Skolen ejede, var en lille, altid meget sirlig
klædt Person, med afmaalt, tilbagetrukken Hold
ning og et vist jomfrunalsk Udseende, der
yderligere forhøjedes ved hans blege, fine An
sigtstræk og stærkt soignerede Polkahaar. Men
dette jomfruelige Ydre forsvandt ganske, saa
snart han betraadte Katederet og kastede sit
spejdende Blik ud over Klassens Syndere. Et
Udtryk af Strenghed gled hen over hans An
sigt, et ironisk Smil krusede hans smalle Læber,
og med forbavsende Sikkerhed valgte han sit
Offer; thi hans skarpe Blik opdagede øjeblikke
ligt, hvem der kunde Lektien og hvem der
havde dovnet. Naar han saa havde slaaet Kløer
i Synderen, skændte han ikke, endnu mindre
var der Tale om en voldsom Behandling, som
hos Berg. Nej, han klædte Synderen af, Stykke
for Stykke, indtil han stod i sin fulde Nøgen
hed, og saa regnede der en Hagel af tørre,