216 / 228
2 0 7
bidende Sarkasmer, parret med ætsende Haan
ned over det ulykkelige Individ, der havde for
sømt sin Cicero. Vi hadede ham Alle grun
digt, thi vi havde før taalt tørre Prygl end
den haanende Ironi, hvormed han behand
lede os.
En Dag havde han faaet fat i en af Klas
sens dovneste Elever, og da denne standsede
ved Ordet „T iro“ i en af Ciceros catilinariske
Taler, spurgte Møller med bidende Ironi: „Veed
De virkelig ikke, hvad „T iro“ betyder? Det er
højst mærkværdigt.“ Synderen tog det uhel
dige Parti at ville være overlegen og svarede
flot, at han aldeles ikke kunde se det mærk
værdige deri.
„Naa, saa det kan De ikke“ snerrede Møller
med sin mest snertende Betoning, „saa skal
jeg sige Dem, hvad Ordet „T iro“ betyder. Naar
De i deres lange blaa Slængkappe om Aftenen
render paa østergade efter Tøse, saa er De en
„Tiro“ ; thi det betyder baade en Rekrut og
en „Udhaler“, netop saadan en som Catilina
var. Han hørte til det forvorpneste Udskud,
skal jeg sige Dem. Nu haaber jeg, at De ikke
glemmer hvad „T iro“ betyder.“
En anden Dag, da Haagen Larpent bumrede
svært i Syntax, gik Møller hen til ham, klap
pede ham venligt paa Kinden og spurgte ind