A R B E J D S L Ø N , P R I S E R OG F O R B R U G
T5 9
Aar op til Aai hundredskiftet, foraarsaget ved Billiggørelsen af vigtige Livsfornøden
heder gennem den øgede Produktivitet. Fra Aarhundredskiftet til Verdenskrigen steg
Priserne igen relativt stærkere end Indtægterne, hvorved den fortsatte almindelige
Fremgang i den store Befolknings Levestandard for en Tid atter stagnerede, men
selv dette taget i Betragtning kan Perioden i sin Helhed dog karakteriseres som en
Aarrække, hvor Levevilkaarene paa de her behandlede Omraader stadig bedredes
for Befolkningen i det københavnske Bysamfund.
1 9 1 4 - 1 9 4 0
Den Desorganisation, som Verdenskrigen medførte paa det økonomiske Livs Om-
raade, fortsatte herhjemme sine Virkninger til langt op i Tyverne. Inflationen, hvor
med Erhvervslivet under Krigen financieredes, og hvorved Priserne blev drevet op
i hidtil ukendte Højder, afløstes efter Krigen af Deflationen, der efterfulgtes a f en
Valutastabilisering, der igen blev købt under større eller mindre Ofre. Fra
1923
sporedes dog atter Fremgang, selv om det økonomiske Leje fortsat var ustabilt. R a
tionaliseringen, nye tekniske Opfindelser og Ændringerne i Efterspørgslen gennem
Forskydningerne i Alders- og Indtægtsfordeling var medvirkende Aarsager hertil, og
først i
1928
kan der tales om egentlig gode Tider. Med
1929
satte imidlertid en
ny voldsom Krise ind, der i
1931
medførte en Suspension af Guldindløseligheden
og Overgang til en reguleret Økonomi, der dannede en afgjort Modsætning til de
foregaaende Aars Liberalisme. De ændrede Forhold betød vel for enkelte Grupper
Tilbagegang, men stort set blev Befolkningens Levestandard bevaret eller endog ud
videt, og først med den nye Storkrigs Udbrud i Efteraaret
1939
afsluttedes en Pe
riode, der — navnlig for Byernes Vedkommende — i mange Henseender havde
været overordentlig fremgangsrig.
Til Trods for den Stigning i Varepriserne, der fandt Sted i Tiden efter Krigs
udbruddet i
1914
, hengik der dog ca. halvandet Aar, før der skete væsentlige Æn
dringer i den brede Befolknings Lønindtægt. Først i
1916
opnaaede Arbejderne en
gennemsnitlig Lønforhøjelse paa ca.
20
pC t.; men selv om man i den nærmest føl
gende Tid kom ind paa en Regulering af Lønnen gennem Ydelse af Dyrtidstillæg,
var det dog først i
1918
, at Arbejderne fik saadanne Forbedringer, at der var Tale
om fuld Dækning for den almindelige Prisstigning. Samtidig blev Kravet om Løn
regulering i Overensstemmelse med Pristallet opfyldt for de fleste Fags Vedkom
mende, og med
1919
naaede Aarslønnen i København en Højde af gennemsnitlig
4.700
Kr. for faglærte og
3.900
Kr. for ufaglærte Arbejdere med fuld Beskæftigelse.
I
1920
steg Lønnen yderligere til ca.
6.000
og ca.
4.900
Kr. for henholdsvis faglærte
og ufaglærte eller den højeste Gennemsnitsløn, der nogensinde er betalt til køben
havnske Arbejdere. Med disse Lønninger havde Arbejderne, selv under Hensyn
tagen til at Arbejdstiden i
1919
var blevet nedsat fra ca. g1/, til ca.
8
Timer daglig,
faaet en reel Merfortjeneste i Forhold til Tiden før Krigen paa ca.
60
pCt.
I de følgende Aar faldt Lønnen imidlertid igen og var i
1923
i København gaaet