174 / 507
i6 o
A R B E J D S L Ø N , P R I S E R OG F O R B R U G
ned til ca.
4.500
og ca.
3.500
Kr. for de to Grupper af Arbejdere. Efterhaanden som
Forholdene stabiliseredes, opnaaedes dog igen mindre Forhøjelser; men fra
1926
faldt Fønnen fra Aar til Aar i Overensstemmelse med Nedgangen i Pristallet, saa-
ledes at man i
1929
var kommet ned paa en gennemsnitlig Aarsløn paa henholdsvis
4.200
og
3.300
Kr. for faglærte og ufaglærte. Med uvæsentlige Ændringer holdt Fønnen
sig nu uforandret op til
1936
, hvorefter der igen var Stigninger, saaledes at den her
betragtede Periode kunde slutte med en Aarsløn paa henholdsvis ca.
5.000
og ca.
3.700
Kr. for faglærte og Arbejdsmænd.
Af den ovenfor gengivne Fønudvikling synes det at fremgaa, at der i Tiden fra
Verdenskrigen til Nutiden er sket en overordentlig stærk Stigning i den jævne Be
folknings Fønindtægt. Det maa imidlertid erindres, at de anførte Aarslønninger alle
er beregnet under Forudsætning af fuld Beskæftigelse, en Forudsætning, der kun har
været gældende for et Faatal a f Arbejdere i disse Aar. For de mere regelmæssigt be
skæftigede har der vel været Tale om betydelig Fremgang, men til Gengæld har den
Del af Arbejderne, der har været haardest ramt af Arbejdsløsheden, i Realiteten faaet
en Forringelse af deres Kaar. Saaledes viser det sig, at hvis man betragter alle Ar
bejdere under eet og tager Hensyn til Nedsættelsen i Arbejdstiden og den stigende
Arbejdsløshed i Aarene fra
1914
-
39
, er den gennemsnitlige reale Aarsindtægt siden
1914
i Virkeligheden kun steget med ca.
20
pCt.
Vedrørende Pris- og Forbrugsudviklingen under og umiddelbart efter Krigen skal
kun gives nogle faa Hovedpunkter1). Straks efter Krigens Udbrud i August
1914
begyndte Priserne at stige, og til Trods for Indførslen af Maksimalpriser paa Korn
og Regulering af Priser paa en Række andre Varer laa Fødevarepriserne i Begyndel
sen a f
1915
gennemsnitlig
20
pCt. og Brændselspriserne ca.
30
pCt. over Førkrigs-
priserne. I de følgende Aar fortsattes Prisstigningen, og det blev nødvendigt at give
Kommunen Adgang til at mildne Dyrtiden for de daarligst stillede ved direkte Penge
hjælp eller ved Forsyning med Levnedsmidler uden Betaling eller til nedsatte Priser.
At Dyrtidshjælpen efterhaanden kom til at omfatte betydelige Dele af Befolkningen
fremgaar af, at man fra Begyndelsen af
1917
i København kunde henregne Personer
med op til
3.000
Kr. i aarlig Indtægt som vanskeligt stillede. Fra Efteraaret
1918
fastsattes ved Lov en Række Nedsættelser af Priserne paa Rugbrød, Smør, Flæsk og
Gryn, medens Kommunen fortsat fik Ret til at træffe prisregulerende Foranstalt
ninger for Brændsel, Lys og Gas. Med Vaabenstilstanden fremkom imidlertid stærke
Krav om Afvikling af Indgrebene i den frie Prisdannelse, og fra Efteraaret
1919
ud
stedtes ikke flere Bekendtgørelser med prisregulerende Virkninger. Dette medførte nye
Prisstigninger, og efterhaanden som Afviklingen yderligere skred frem, steg navnlig
de Varer, hvis Priser havde været holdt særlig stærkt nede, saasom Brændsel og Føde
varer, men samtidig havde Lønningerne som tidligere omtalt været stigende, saaledes
at Misforholdet mellem Priser og Indtægter udjævnedes. I Slutningen a f
1920
kul-
9
For nærmere Detailler om denne Periodes mange Foranstaltninger paa de her behandlede
Omraader henvises til Vedel-Petersens Bog: Københavns Kommune 19 14— 1921 og Einar Cohns:
Danmark under den store K rig.