95 / 507
B O L I G - OG B Y G G E F O R H O L D
8 l
høre Fremtiden til. Som en foreløbig Løsning kan peges paa, at man — efter engelsk,
delvis ogsaa svensk Mønster — nedrev Baghusene, hvorved Lysforholdene vilde bedres,
og Bebyggelsestætheden mindskes. Desværre er det vel sandsynligt, at de paagældende
Ejendomme endnu gennem en Aarrække i det væsentlige uændret vil tjene som Boliger
for Byens daarligst stillede Befolkning og derved afgive et slaaende Eksempel paa, hvor
ledes flere Generationer hygiejnisk og sundhedsmæssig bliver Offer for tidligere Tiders
forfejlede og mangelfulde Byggebestemmelser.
Hvad Østerbro angaar, saa findes vel her Gader (Viborggade, Aalborggade, Hjørring-
gade, Ryesgade og enkelte andre), hvor Ejendommene lider af en Række sanitære
Mangler, men som Helhed er Bebyggelsen forholdsvis ny, hvortil kommer, at hele
Bydelen nyder Fordelen af Sundets og Fælledernes Nærhed.
Af Byens Yderdistrikter rummer Sundbyerne de fleste daarlige Beboelser. Rundt om
i Kvarteret findes en Række slet byggede Lejekaserner (Liilandsgade, Øresundsvej,
Kraingade, Minorkagade, Spaniensgade og Portugalsgade), men de sidste Aartiers
stærke Byggeri, der ganske vist langtfra altsammen har været tilfredsstillende, har dog
bidraget til, at Bydelens mindre heldige Bebyggelse træder mere i Baggrunden. Hvad
der gælder om disse Kvarterer, kan stort set ogsaa siges om det ydre Nørrebro. Hvad
endelig Valby og Brønshøj angaar, saa har disse Bydele, og da navnlig Brønshøj, gen
nem de sidste Aartier været Skueplads for et Byggeri af et saadant Omfang og som Hel
hed af en saadan Karakter, at de iøvrigt forholdsvis kun faa mindre heldige Beboelser
forekommer forsvindende.
En mere rationel Sanering af de ældre Bydele end den hidtidige har i de senere Aar
trængt sig mere og mere paa, saaledes at den nu maa siges at være bydende nødvendig.
Ved Byggelovstillæget af 1934 var der vel givet det Offentlige Mulighed for at foretage
de fornødne Ekspropriationer, selv hvor der ikke var Tale om Anlæg eller Udvidelse af
Gader, men Erstatningsreglerne »sand Værdi i Handel og Vandel« virkede skræmmende.
De med de hidtige Saneringsarbejder forbundne Omkostninger maatte gøre Kom
munalbestyrelsen betænkelig ved at binde an med en samlet Sanering af et helt By
kvarter, naar Erstatningerne skulde fastsættes ikke efter Husenes samfundsmæssige
Værdi som Beboelse, men efter deres faktiske Lejeværdi1). Denne er tilmed, naar der
tages Hensyn til Lejlighedernes Rumfang og Bekvemmeligheder, ofte urimelig høj,
12-16 Kr. pr. m2er saaledes meget almindelig. Denne relativt høje Leje finder dels sin
Forklaring i den store Efterspørgsel fra fattige Mennesker efter disse absolut set billige
Smaalejligheder og dels i, at mange af Lejlighederne har en mere eller mindre lyssky
Anvendelse (Spillebuler, Smugkroer, Udlejning til Gadens løse Fugle).
Den megen Diskussion, der i de senere Aar har været rejst om Sagen og Henven
delser fra Kommunen til Indenrigsministeriet om Statens Støtte til Saneringsarbejdet
gennem Tilskud eller billige Laan, førte til, at der i 1935 nedsattes en ministeriel Kom
mission med den Opgave at fremsætte Forslag til Bestemmelser »der er egnede til at
9
Eksempelvis erhvervede Kommunen i Aarene 1931-36 Ejendomme indeholdende c. 1200 L ejlig
heder for et Beløb a f 13 Mill. K r .; efter at de fornødne G adeudvidelser var foretaget, solgtes de resterende
G rundarealer for ca. Elalvdelen a f det Beløb, som Erhvervelsen havde kostet.
6