494 / 696
486
Ziinftens Spændetrøje end netop Snedkerne. Det københavnske Snedkerlaug
højtideligholdt i Aaret 1904 350 Aars Jubilæum, i hvilken Anledning der ud
gaves et af Rasmus Berg forfattet Skrift: »Snedkerlauget 1554— 1904«, i hvilket
der gives indgaaende Underretning om Snedkeren, hans Arbejde og Livsvilkaar
i gammel Tid. Der vil kun være ringe Anledning til her at gentage det deri
indeholdte, men desto mere Grund til at se lidt paa Forholdene i nyere Tid.
Da Zunftens Magt og Indflydelse begyndte at ebbe ud, var Haandværkets bedste
Laugsmestrenes Fattigbøsse.
Periode ogsaa forbi. Der begyndte nu for Snedkerne som for de andre Haand-
værksfag en besværlig Kamp for at bevare Laugsmonopolerne. Ogsaa imod
det efterhaanden opstaaende Fuskeri i Faget maatte der kæmpes, og Fuskeriet
fik jo Vind i Sejlene ved »Frimester«-Institutionen og »Bønhaserne«s Tal var
voksende. Sagen var jo den, at der efterhaanden blev for mange Udøvere af
Faget, Udøvere, som fandtes baade indenfor som udenfor Laugets Rammer, og
der var langt fra Arbejde til alle. I en Erklæring fra 1692 giver Københavns
Magistrat saaledes et meget trist Billede af de økonomiske Kaar, hvorunder
Haandværkerne levede paa denne Tid, og denne Skildring af Tilstandene maa
i lige saa høj Grad være gældende for Snedkerne som for andre Fag. Det siges
heri: »Imedens der tilforn var 20—60 Mestre i et Lav, er der nu 80, 100, ja
200 Mestre i et Lav, hvoraf næppe de ti kan holde saa mange Folk eller gøre
Kongen og Staden den Tjeneste som en af de forrige Tidens Mestre, ja næppe
tre af det hele Lav er gode, for at købe sig et Hus, men maa bo til Leje, ja