495 / 696
487
lo å tre Slags Haandværkere retirere sig udi et Hus paa Lofter og Kammerser
og sidde der i Armod tilsammen. Det gaar nu saaledes til, at naar en Svend
har tjent sine Svendeaar ud, søger han straks at komme ind i Lauget, gifter
sig, enten han har Evne til at føde en Kone eller ikke, fortærer i faa Aar, hvis
han faar noget ved Giftermaal, og maa saa arbejde som Svend hos andre Mestre,
og Børnene maa ud at tjene, førend de kan læse; naar Manden dør, maa Konen
gribe til Tiggerstaven, medens en Mester i forrige Tider kunde efterlade et
Snedkerlaugets Lade fra 1652.
frit Hus og Evner til at fortsætte Haandværket, til hun ved Giftermaal med en
dygtig og erfaren Svend, som længe havde maattet tjene og selv havde er
hvervet sig noget, kunde blive forsynet. Kom nogen da til agten, hjalp de an
dre Lavsbrødre ham til rette.« Dette var jo sørgelige Forhold, som ikke kunde
undgaa at sætte sig dybe Spor. Alt dette i Forbindelse med den foran nævnte
Udvikling over mod Frimesterinstitutionen, bidrog til at svække Laugene i hele
deres Struktur, og hertil kom saa yderligere den faglige Tilbagegang og Orga
nisationslivets indre Opløsning. Konkurrencen fra Udlandet gik nu ogsaa Sned
kerne haardt paa Klingen og Snedkeren herhjemme var i denne Henseende
særlig ilde stedt, da han ikke formaaede at følge med i den Udvikling, som
ude i det fremmede var i fuld Gang og som krævede, at Faget specialiseredes.
Endvidere var de udenlandske Snedkere inde paa at holde store Lagre, hvor
Kunderne kunde tage Arbejderne i Øjesyn, og denne Udvikling kneb det for
Snedkerne herhjemme at følge med i. Af alle disse Aarsager var Snedkerne
stærkt truede i deres Erhverv, og særlig slemt saa det efter Forholdens Art
ud for Møbelsnedkeren, medens Bygningssnedkeren klarede sig nogenlunde.