124 / 147
K am inhamm eren m ed Jens P ovlsen og
hans hustrus initialer.
ikke blot de om talte interiører i sidehuset; men
ogsaa et rum i stenhusets
2
. etage mod gaarden
blev helt skam feret. D et havde vinduer ud mod
svalegangen og var saaledes ret mørkt; men at det
ikke har været uden charme, ses baade af Hams
m ershøjs billeder og af sam tidige fotografier.
D et var ved denne lejlighed, facaden mod strand*
gade blev renset for oliemaling, saa det oprinde*
lige renæssancemurværk med sine sandstensbaand
og kurvehanksbuede vinduesstik kom til syne. Ind*
til da havde fagaden den empire*iklædning, der var
skabt i løb et af forrige aarhundredes første halv*
del. D et var selvfølgelig arkitekturhistorisk set en
berigelse, at man fik husets oprindelige ansigt at
se; men m edens fagaden før 1910 fremtraadte som
en harmonisk helhed — vinduer, port, gesims og
murværkets graa farve passede sammen, — saa
er den rensede fagade ret usammenhængende,
porten fra 1710 bryder ind i et tilmuret renæs*
sancevindue, og de høje lette empirevinduer skæ*
rer sig ned i sandstensbaandene, der er berøvet
deres profiler. Ydermere mangler jo den svungne
gavlkvist, som blev nedrevet omkring m idten af
forrige aarhundrede. D et er ogsaa tydeligt, at vin*
duer, port og gesim s ikke rigtigt harmonerer med
det brogede murværk. Fagaden er saaledes hver*
ken renæssance eller empire, men nærmere et
bygningsarkæologisk anskuelsesbillede af ubetin*
get værdi for den studerende — hvad der vel
næppe berettiger, at denne tilstand gøres perma*
nent. Menigmand vil sikkert have vanskeligt ved
at danne sig noget indtryk af renæssancehuset,
baade fordi m eget er helt forsvundet, og fordi det
er vanskeligt uden kendskab til stilhistorien at
adskille det ældre fra det yngre.
En kon sekven t restaurering, som man brugte det
i slutningen af forrige aarhundrede, havde sikkert
genfrem stillet gavlkvist og sandstensbaand, indsat
blyind fattede vinduer og erstattet porten med en
dør i renæ ssancestil. Man havde saa faaet huset
at se, som det maaske har set ud, da det blev
bygget; men hvad saa med de fine interiører,
der dog utvivlsom t er det m est værdifulde af
bygningen? D e var uvægerligt blevet spoleret —
hvis da ikke restauratoren havde været saa konse*
kvent, at han ogsaa førte det indre tilbage til
„den oprindelige sk ikk else“, saa de senere rum
gik helt tabt.
Denne foren tilbage er en yderst alvorlig sag.
Man maa tænke sig mange gange om og veje mod
hinanden, hvad man opnaar, og hvad man taber.
Der er desværre kun meget faa eksempler paa, at
tabskontoen ikke har været større end gevinsten,
naar det endelige regnskab blev gjort op. Bl. a.
fordi en restaurering altid maa blive noget hypo*
tetisk, der maa altid digtes, — og saa er man fak*
tisk lige vidt. R esultatet er da mere et udtryk for
vedkomm ende restaurators stilhistoriske kunnen
end en autentisk rekonstruktion af bygningen. Der
kan selvfølgelig ogsaa tænkes den mulighed, at
15