127 / 147
gave med større kærlighed end arkitekt Hauberg;
han har hæget om de fine interiører og husets
særegne stemning med en sjæ lden ildhu.
V anskelighed ern e ved arbejdet med en gammel
bygning viser sig ikke saa m eget i de gam le rum,
hvor alting lades uforandret og forsaavidt heller
ikke, hvor man indretter noget helt nyt; m en hvor
gammelt og ny t mødes.
Skal der fø jes noget nyt til et rum, der er en
værdifuld helhed, vil de fleste sikkert være enige
om, at det bør gøres med stor nænsomhed; man
maa underordne sig rummets struktur og „blive i
ton en “. D et er dog ikke en sb etyd end e med, at
man absolut behøver at kopiere det gam le sla#
visk; men man maa lade sin trang til at skabe
noget n y t — noget personligt — træde i bag#
grunden.
Staar man derimod over for et rum, der skal
væ sentlig fornyes, maa det være forkert at gøre
dette som en efterligning af de gam le rum; her
maa der arbejdes frit med opgaven, hvad der
selvfølgelig ikke betyder, at man med djævelen s
vold og magt skal styrte sig ud i den v ild este mo#
dernisme. D e t vil altid være ukunstnerisk ikke at
arbejde det enkelte rum ind i helheden — skabes
der en disharmoni, vil det gaa ud over saavel det
gam le som det nye.
D en bygn ingsh istorisk in teresserede vil mange
gange reagere mod d ette synspunkt, formodentlig
fordi der er en mærkværdig let overgang fra hi#
storisk in teresse til en ganske ukritisk forliebelse
i alt gammelt, hvilket undertiden viser sig i en
manglende evne eller v ilje til at erkende pasti#
cher.
Fra arbejdet i Strandgade skal om tales et par
smaatræk:
Grosserer Jensen ønskede en „forretningsdør“
som indgang fra porten til forstuen, der igen fører
ud til tæppeudstillingssalen. En forretningsdør er
en sb etydend e med m eget glas. N u føles m eget
glas maaske som noget uartigt for den, der holder
af det gam le hus; men det er dog saare naturligt
— baade forretningsmandens krav og glasdøren i
det gamle hus. Man har netop i den ganske lette
dør en mulighed for at indføre dette nødvend ige
“onde,,, uden at det bliver dom inerende — og
uden at det føles som et fremm edelem ent; men
her reagerer baade museumsmanden og den næn#
somme arkitekt, og resultatet kan m eget let blive
et unaturligt monstrum af en „glasdør“ med et
U tal profiler „i sm ag“ med det gamle inventar i
stuerne.
Selve portrummets murbehandling er et lille
kapitel for sig. Her har man fjernet et grimt
bræddepanel og borthugget væ ggenes puds, hvor#
ved bindingsværket og de murede tavl kom til
syne. D et smukke, langaarede fyrretræ og de me#
get brogede tavl —• (der var anvendt alle forskel#
lige sten størrelser og farver) — nænnede man
ikke at „lukke ind e“ igen. D e ægte materialer er
absolut en fryd for øjet, det er blot ikke lige
meget, hvor og hvordan de anvendes. I portrum#
m et i Strandgade virker de for stærkt, rummet
bliver tungt og uhelt; man føler det, som kom
man ind i et dy stert „m iddelalderligt“ hus. D enne
fornemm else bliver yderligere forstærket, naar
man fra det grove rum træder ud i gaarden, hvis
vægge (bygningernes facader) staar lette og be#
hagelige med deres oliem alede overflade. Ogsaa
kon trasten til husets indre er m eget voldsom . Hvis
man kalkede portens vægge mange gange, vild e
man ane bindingsværkets struktur og tavlenes
sten gennem den bløde hvidtekalk. D et flade lys
fra portaabningen vild e gøre vægfladerne levende,
rummet vild e virke helt og lyst, og man vilde ikke
føle nogen uoveren sstemm else med gaarden og
det indre. H vis man saa yderligere malede bjæl#
kerne og lo ftet rødt, vild e man faa et storartet
rum.
N y r u p
har for snart 50 aar siden lært os at se
de ægte materialers skønhed. N u er denne „mate#
rialefornemm else“ trængt helt ud i de v id este
kredse; men ak! paa hvilken maade. D et natur#
lige er b levet til noget yderst unaturligt, bastante
m unkestenskam iner er vandret ind i stuerne, og
væggene besudles med ækle og uhygiejn isk e tape#
ter eller p lastisk maling, der skal illudere som
pudset mur — og saa vilde jeg nok se den murer#
lærling, der pudser blot tilnæ rm elsesvis saa ujævnt
og klattet. Hvor er det svært at faa mange til at
optage en ting rigtigt; det maa være fordi, det er
noget, der læres og ikke noget, der fornemmes. —
D et var atter et lille Sidespring, der egentlig slet
ikke kommer Strandgade ved.
T il slut skal det blot atter understreges, hvor
værdifuldt det er, at et af vore virkelig gode, bor#
gerlige kulturm indesmærker er gjort lev edyg tig t
et godt stykk e ud i frem tiden. Man kunde haabe
for København, at der i de kommende aar maatte
blive en del forretningsfolk, der — ligesom H enry
L. W . Jensen —- blev klar over, at netop den eller
den gamle ejendom kunde blive den helt rigtige
ramme om deres specielle virksomhed. Og hvis
det saa ydermere kunde være saa heldigt, at de
18