112 / 233
Tage Bredmose Jensen
efterår, ankom to brødre. Den ældste var udlært barber og frisør og
fik næsten alle kolleger som kunder ind imellem turene. En klip
ning ude i byen kostede normalt ca. en krones penge, og henne i
den fattige ende af Borgergade kunne man hos den såkaldte hunde
klipper blive klippet for 50 øre. Barberen fra Hvidovre, som vi kald
te ham, klippede så kammeraterne for de 50 øre. Lillebror, som blev
kaldt for Mummi, var en festlig lille fyr. Mørk som en zigeuner. Han
var til at begynde med temmelig uvenner med de trehjulede cykler,
havde aldrig kørt som bud før, så det hele var nyt for ham. På tri-
cyklerne sad der under sadlen en bremsestang, som skulle trækkes
opad for at sætte bremsen i funktion. Da han en dag kom kørende
på Kongens Nytorv og nærmede sig krydset ved Gothersgade og
Store Kongensgade, drejede færdselsbetjenten pludselig skiltet på
stop, og Mummi kunne pludselig ikke huske, om bremsen skulle
trykkes ned eller trækkes op. Resultatet blev, at han fortsatte ud i
krydset og samlede betjenten op på ladet og transporterede ham et
stykke ned ad Store Kongensgade. Det førte jo til en skarp påtale af
den rasende politimand, og Mummi fik en bøde, som Ludvig sørge
de for, at Argus betalte det halve af, for Mummi var temmelig ulyk
kelig over episoden og havde jo ikke mange penge.
Gammelholm, eller den gamle, som han ret hurtigt blev kaldt,
satte sig ikke hen i en krog og trillede tommelfingre, men gik hur
tigt i aktion for at forøge kundeantallet. Selv om Argus var gået
vældigt frem siden starten, drejede det sig jo blandt andet også om
at skaffe arbejde til så mange unge mennesker som muligt. Han
lod trykke nogle tusinde reklamekort i et format, som lige kunne
passe til at hefte op ved siden af en telefon. Ikke noget med lange
forklaringer, men bare med en afbildning af vores to typer tran
sportcykler og dernæst et stort, kraftigt telefonnummer og adres
se. Det var alt, og nu skulle disse kort distribueres til så mange
handlende og virksomheder som muligt her inde i centrum.
Det blev mig, som den gamle tilbød jobbet, og det gav mig nog
le lange traveture op og ned ad trapperne og ind i de inderste
baggårde fra kælder til kvist. Holm gik selv med, men deltog dog
ikke i omdelingen men så efter, at vi ikke sprang nogen over, for,
som han sagde, selv den mindste, lille og uanselige virksomhed
var måske den, som en dag stod og manglede et cykelbud. Og det
havde han jo ret i.
110