107 / 233
Svajerne på Argus
slagtekvæget skulle slagtes på en rituel måde og velsignes af rab
bineren. Derfor var de pakker, vi bragte ud forsynet med sejlgarn
på kryds og med en særlig blyplombe som garanti for at kødet
var kosher, det vil sige rituelt behandlet.
Desuden var der to forhandlere af ægte tæpper fra Orienten.
Den ene havde butik på Nikolaj Kirkeplads, og den anden havde
sine lokaler ved Kongens Nytorv. Dem var vi tit ude med i de vel
havende kvarterer, når de skulle demonstrere deres pragtfulde,
ægte håndknyttede tæpper. Vi bar tæpperne ind og ud og bredte
dem ud på gulvet, mens tæppehandlerne tog sig af salgsarbejdet.
Engang var jeg sendt ud i Østbanegade med en lang, tung rulle
gulvtæppe. Det viste sig at være en særdeles fornem adresse med
en stor bred og massiv gadedør, hvorpå der var anbragt det be
rømte skilt med, at bude og lignende henvises til køkkentrappen.
Belært af tidligere erfaring med smalle bagtrapper, der snoede sig
i spiral, valgte jeg at benytte hovedtrappen. Jeg var nemlig en
gang ved et uheld trådt et par trin baglæns med en kæmperulle
gulvtæppe over skulderen og fik derved et knæk i min ryg, som
jeg havde smerter af i flere uger efter. Det var netop på en køk
kentrappe det skete. Her var hovedtrappen bred og fremkomme
lig. Fruen, der skulle have tæppet, sagde ikke noget, og alt var i
orden. Tilsyneladende! For da jeg kom ned igen, rendte jeg ind i
ejendommens portner, der stod og pudsede på gadedørens store
messinghåndtag. Han skulede ondskabsfuldt til mig og spurgte
om, hvor fa'en jeg kom fra. Det forklarede jeg ham og fik at vide,
at jeg jo nok ikke kunne læse, når jeg havde overset skiltet på ga
dedøren. Min forklaring om, hvorfor jeg havde undgået køkken
trappen, gjorde ikke indtryk på ham. Bude måtte ikke færdes på
hovedtrappen, dermed basta! Jeg sagde så til ham, at han kunne
rende mig noget så grusomt et vist sted, og at han hellere måtte
fordybe sig i at gøre messinghåndtaget rigtig fint, så herskaberne
kunne være tilfreds med ham. Han eksploderede totalt og truede
med at klage til Argus. Vores telefonnummer stod med stor skrift
på tricyklens bagsmæk. Værsgo, sagde jeg så, vel vidende at Lud
vig sad ved telefonen, og at han og jeg siden, sammen med gut
terne, ville få en fornøjelig eftermiddag med at imitere den nid
kære tjenestemand i Østbanegade.
Østrigeren kaldte de ham allevegne, hvor vi kom med hans va
105