105 / 233
Svajerne på Argus
de, i tilknytning til transporten, anmodede om hjælp til et eller
andet arbejde, gik vi som regel med til det, fordi det jo da gav
penge i kassen.
Sådan et tilfælde kom vi ud for i foråret 1930. Den senere så
kendte udstillingsarkitekt Max Louw havde etableret sig med et
atelier i Bryghusgade ved Langebro. Han havde fået til opgave at
udsmykke restaurant Over Stalden, der lå i Charlottenlund skov
ud til Strandvejen. Vi skulle transportere malervarer, stiger, værk
tøj o.s.v. derud på trehjulet cykel, og han spurgte, om vi var inter
esseret i at deltage i selve arbejdet derude. Det sagde vi ja til, og
vi blev sendt tre mand afsted, samtidig med at vi bragte materia
lerne ud. Den ene af mine makkere blev sat til at sprøjtelakere ba
ren og stolene med en rustrød farve, og Max Louw malede selv
væggene resedagrønne. Min anden kollega skulle så save større
grene af træerne i skoven, som skulle ribbes for blade. Disse gre
ne skulle jeg sømme op på væggene, så de ragede lidt ud i loka
let, efter de var farvet rustrøde og duppet lidt hist og her med
guldbronce. Max Louws kone sad imens og lavede i hundredevis
af lyserøde crepepapirsroser, der blev hæftet tæt på grenene. Det
var komplet ulovligt at save grene af træerne, men Max Louw,
der forresten var en flink og munter mand, holdt vagt neden for
træerne. Hvis der kom nogen forbi, enten det var skovfunktio
nærer eller andre, kukkede han ligesom en gøg, og min kamme
rat sad så musestille oppe i træet, indtil faren var trukket over.
Det fik vi tre gutter en herlig uge til at gå med derude i den for
årsgrønne Charlottenlund skov.
Vores serviceydelser over for kunderne ud over selve budtjene
sten var mange og forskellige. For eksempel kørte vi for et elek
troingeniørfirma, der havde som speciale at importere, forhandle
samt reparere hospitalsapparatur. Bl.a. bragte vi el-cardiografer,
der havde været til eftersyn, ud til byens hospitaler. Forinden vi
begav os afsted, kunne vi blive brugt som prøveklud ved at ligge
på briksen med klemmer på ankler, håndled og med elektroder
på brystet. Når vi så spurgte ingeniøren om, hvordan vores hjer
tes tilstand var, fik vi det svar, at da han ikke var læge, måtte han
ikke udtale sig, men så vidt han kunne skønne kunne vi roligt le
ve videre. Og det gjorde vi så.
Et klassisk problem, som vi delte med postvæsenet, var villa
103