102 / 233
Tage Bredmose Jensen
havde bjælder på, indtil en behjertet mand hev ham ind på forto
vet, og trafikken kunne fortsætte. Den lille mand blev så afhentet
af politiet og kunne sove branderten ud på Nytorvs politistation.
Til daglig var der jævnt godt at bestille på Argus. Op til højtider
eller omkring den første i måneden kunne der til gengæld blive
så forrygende travlt, at vore bude bogstavelig talt fløj ud og ind
ad døren ivrige efter at få fat i ekstraturene, som blev til dobbelt
ture og derfor gav »klaus«, som man kaldte de gode penge. Holm
på kontoret havde smidt jakken og smøget skjorteærmerne op.
Telefonen kimede ustandseligt, og ordresedlerne hobede sig op
på skrivebordet. Kunderne forlangte som regel et bud leveret om
gående, og det kunne være ret nervepirrende, når ingen var
hjemme til at udslynge falske løfter om, at der kom en mand med
det samme. Det gjaldt jo om ikke at miste kunden og ekspedere
så hurtigt som muligt. Der opstod situationer, hvor Holm simpelt
hen måtte give op og ringe til en konkurrent og få dem til at tage
turen. De havde sandsynligvis også travlt, og så var det med at
ringe rundt, til det lykkedes. Konkurrentens bud kørte så for
vores central og måtte aflevere sin egen køreseddel og fik i stedet
vores, som han så fik ombyttet, når han blev afregnet. Kunden
vidste derfor ikke andet end, at det var en af Argus' bude, der
kørte, men fortjenesten gik naturligvis fra Argus.
Af helt uforklarlige grunde kunne der opstå dage, hvor det hele
var lammet, og telefonen var tavs i lange perioder ad gangen. Så
begyndte Holm at tromme i skrivebordet, og budene blev rastløse
og måske sure af depression. Så vandrede de frem og tilbage på
gaden udenfor, tog en tur til kaffevognen på Kongens Nytorv el
ler cyklede hen til Strøget, modtog vagtparaden og fulgte den til
Amalienborg.
Så voksede antallet af anmodninger om forskud på lønnen. Det
blev som regel bevilget i rimelig størrelsesorden. Betingelsen var
blandt andet, at man tog en runde i det nærmeste kvarter med et
bundt gamle regninger for at kradse lidt penge ind. Selv om vi
kun gav kredit til store, faste kunder i form af månedsregninger,
kunne der opstå situationer, hvor vi måtte give en mindre kredit.
Disse, til tider lidt tvivlsomme tilfælde, måtte vi så forsøge at hol
de varme ved hyppigt at minde dem om vores tilgodehavende.
Hvis der ikke kunne bevilges forskud, og alle muligheder for ind-
100