99 / 233
Svajerne på Argus
Vinteren kom, og vi fik det at mærke i det dårlige opholdslokale,
hvor selv en petroleumsovn ikke slog til. Chefen sad med over
frakke på, og gulvet på kontoret begyndte at blomstre af svamp.
Forretningen gik godt, og han besluttede at søge bedre lokaler.
Juleaftensdag ved 16-tiden fik jeg en tur for en konditor med en
kransekage, der skulle helt ud til Ordrup, hvortil der normalt var
en times cykelkørsel hver vej. Da jeg ikke skulle tilbage til kondi
toren, blev vi enige om, at de lukkede centralen, og jeg skulle
køre hjem til mine forældre, der ventede med julemaden sammen
med mine seks søskende. På vejen blev det alle tiders snestorm,
og jeg måtte stå op i pedalerne og mase mig frem med sneen pi
skende i ansigtet. Kransekagen havde jeg i en beholder på et sta
tiv på ryggen. Jeg blev modtaget i en festligt oplyst herskabsvilla
af en cigarrygende herre. Han tillod sig at brokke sig over, at
kransekagens top var faldet af. En bagatel som nemt kunne ænd
res. Ikke et ord om vejret, eller om hvor drøjt det måtte have
været at køre den lange tur i snestorm. Jeg glemte at ønske glæ
delig jul, og min egen julestemning kom først tilbage, da jeg ved
nittentiden sad bænket hos min familie.
En måneds tid inde i det nye år, 1930, flyttede Argus hen om hjør
net i Ny Adelgade, hvor det var lykkedes vores boss at skaffe
nogle bedre lokaler. Det var en lille halvanden værelsers lejlighed
i stueetagen med direkte adgang fra trappegangen. Værelset til
gaden blev til kontor, og det lille kammer bagved blev indrettet til
budstue. Bagved igen var der et lillebitte køkken med en vask og
et gasapparat, hvor man kunne lave kaffe. Bagudgangen førte ud
til en gård, hvor der var et gammeldags »das«, som næsten over
alt i de gamle ejendomme.
Det hele var meget tiltalende. Loftet i kontoret var beklædt med
hvide glasfelter indrammet af guldlister. Budstuen var tapetseret
med fint, rødt tapet, som var dekoreret med japanske motiver i sort
og guld. Dertil havde Holm, som chefen hed, på auktion fået fat i
to bænkesæder fra Københavns Sporveje, og de blev sat op langs
væggen. Væggene blev efterhånden yderligere dekoreret med en
hel samling af såkaldte franske postkort. Det var datidens porno
grafi, og da pornografi var forbudt, var det noget, man blev tilbudt
rundt i krogene af hjemvendte sømænd. Jeg må ærligt tilstå, at jeg
97