98 / 233
Tage Bredmose Jensen
eller overspændt. Han styrtede rundt i det lille lager med en stor
Silvanacigar i munden, til tider smånynnende.
Af og til blev vi sendt ned i Havnegade i en lille baggård, hvor
efter der ankom en gammel olding i lang, sort frakke og et kæm
pemæssigt halstørklæde. Hostende og harkende til den store
guldmedalje. Han låste os ind i et lille kælderrum, hvor der nær
mest så ud som i et laboratorium med kolber og store glasballo
ner. Så fik vi nogle flasker udleveret med etiketter, hvorpå der
stod Venecin. Indholdet var en vandklar vædske. Disse flasker
skulle vi bringe ud til private adresser, og det syntes nærmest at
være til midaldrende, enlige damer. Afregningen skulle vi så gøre
med forlaget i Rosenborggade.
Den dag, alt det følgende hændte, havde jeg været på en længe
re tur. I porten i Rosenborggade var der en niche, hvorfra man ad
tre stentrin kom op til døren ind til forlaget. Lige inden for døren
blev man standset af en lille skranke. Selve lageret var et langt,
smalt lokale med reoler ud til begge sider, og for enden stod et
stort skrivebord. Nå, jeg trådte frejdigt ind og plantede min kasse
med tomme returflasker på disken med et: »Værsgo!« Da jeg ikke
fik noget svar, kiggede jeg nærmere efter forlæggeren, som stod
på en stige længere ned i rummet. Troede jeg! For ved nærmere
eftersyn så det ud, som han stod på tæerne. Mørkt var det, og til
min store rædsel opdagede jeg, at manden hang i et reb om hal
sen. Jeg blev helt lammet af chok, og tankerne for rundt i mit ho
ved, for jeg vidste jo nok, at min pligt var at få ham befriet i en
fart. Derfor styrtede jeg ned i bagerbutikken i kælderen og fik to
bagersvende med op, og de fik ham hurtigt skåret ned, mens eks
peditricen ringede efter ambulance. Han var stendød og blev kørt
væk. Samtidig var der ankommet en bil med to kriminalbetjente.
De gik bare rundt og rodede lidt på skrivebordet, som de sagde,
hvis han skulle have efterladt et brev. Men det havde han ikke.
Jeg blev temmelig sur på den ene af dem, fordi han samlede et
stykke af rebet op og sagde til mig, at dette reb da ikke kunne
bære en mand. Det var ganske vist almindeligt pakgarn, men
kendsgerningen var ikke til at tage fejl af, og de skrev heller ikke
noget ned, men jeg synes jo nok det var en dum bemærkning. Jeg
var berørt af chokket flere dage efter og penge for turen fik vi jo
heller ikke.
96