93 / 233
Svajerne på Argus
De var begge to et par ægte hu
mørfyldte københavnere, fulde af
liv og vittigheder. Den tredje var
en sommerferiegæst, nemlig en
lærerstuderende, som ville tjene
lidt ekstra til den kommende
sæson på seminariet. En flink og
venlig fyr, velklædt og intelligent.
Han blev derfor, i de par måne
der han var på Argus, særlig ef
terspurgt på hotel D'Angleterre,
når portier'en skulle bruge en
mand til at ledsage udenlandske
repræsentanter rundt i byen og
bære deres prøvetasker. Ham fik
vi glæde af også de næste to som
re. Min makker var en enlig fyr,
som var indvandret fra Vejle for
at søge lykken i København.
På vores omdelte reklamekort
stod der: »Benyt vore granvoksne
uniformerede bude. De lader alle andre tilbage, og de taber ingen
pakker«. Til det brug havde vores chef på et overskudslager købt
et parti khakifarvede, britiske militærjakker. Og der var aldrig no
gen, der spurgte om, hvorfor vi kørte rundt med britiske våben i
knapperne. Desuden stod der noget om, at forretningen påtog sig
maskinbankning af gulvtæpper, hvilket skaffede os nogle temme
lig trælse timer i en nærliggende baggård i selskab med en tæp
pebanker og nogle tykke, væmmeligt støvede kontortæpper.
Andre ting, som vi kunne komme ud for, var f.eks. at lufte fru
ens hund i Kongens Have, og vi havde en to-tre gange om ugen
en fast tur for en svensk baronesse, der boede i Tordenskjoldsga
de, med at bære hendes skraldespand ned i gården og tømme
den. Det fik vi en timeløn for og 25 øre i drikkepenge. Hun var
enlig og uden tjenestefolk, så det har vel været under hendes
værdighed selv at bære den ned. Og vi var bare glade for den let
te tjans, også fordi hun var en venlig og kultiveret dame. På dage
hvor der skete en eller anden stor, sensationel begivenhed, kunne
91