HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Tage Bredmose Jensen

Vi bude sad på rad og række i baglokalet og blev så kaldt ind på

kontoret, når der blev ringet efter et bud. På væggen i budstuen

var der ophængt en seddel, hvor vi var opført ved nummer, som

blev slettet, når vi rykkede ud, og vi måtte så, når vi kom tilbage,

atter føre os på listen. Jeg fik nr. 12, og fra den dag hed jeg aldrig

andet end »tolv« i chefens og kollegers tiltale.

Kunderne betalte timetakst fra afgangen og til vi returnerede til

budcentralen. På en kvittering til kunden var afgangstiden note

ret, og returtiden blev påført af kunden ved betalingen. På kvitte

ringen sad så en kontrolkupon med tider og beløb plus kundens

underskrift. Den skulle vi aflevere på kontoret, når vi kom tilbage.

Imellem turene blev der sludret i budstuen eller spillet kort, og

hvis der var mange foran een på listen, kunne man nå en kop kaf

fe ved kaffevognen på Kongens Nytorv eller i æbleskivekælderen

i Lille Kongensgade, hvor en kop kaffe med tre æbleskiver koste

de 25 øre. Det lyder billigt men datidens økonomiske niveau ta

get i betragtning meget passende. En arbejdsmand havde den

gang 1 kr. i timen og en 48 timers arbejdsuge. Vi bude havde en

takst på 1 kr. i timen for ture på almindelig budcykel og 1,30 kr.

for trækvogn, som vi lejede et sted i Borgergade. De trehjulede

ladcykler var knapt fremme endnu. Vores egen løn var 55 procent

af de indkørte beløb, og det kunne maksimalt give os 23-25 kr. om

ugen i gode uger, men i dårlige uger var vi nogle gange nede på

18-20 kr. Dertil kom drikkepenge, »slæv« som det hed, og de var

ikke så store vel højst regnet en lille krones penge om dagen.

Det var altså ikke et job for familieforsørgere, og en enlig mand

kunne lige få det til at løbe rundt. Men det var et frisk job med

mange oplevelser, så mange unge mennesker syntes, at det var

bedre end at gå med hænderne i lommen og kede sig. Det viste

sig efterhånden, at enkelte gifte mænd helt op til 35-års alderen

fristede tilværelsen som cykelbude. Måske kunne det gå, hvis ko

nen havde et job ved siden af husgerningen, hvilket absolut ikke

var almindeligt dengang.

Foruden os to sidstantagne var der tre mand, som havde været

med fra forretningens start. Der var Ludvig, som var blevet fyret

for nylig som løs stationsarbejder på en af omegnens jernbanesta

tioner. Der skulle åbenbart spares dengang som i dag mange ste

der. Så var der Skuffekaj. Navnet kom af hans enorme underbid.