96 / 233
Tage Bredmose Jensen
lægge turen sådan, at man kunne køre ruterne sammen og så
hente pengene hos begge kunderne, uden at de opdagede noget.
Gik det helt galt, måtte man jo finde ud af, at cyklen havde været
punkteret på vejen og lignende forklaringer. Men det kunne godt
give dobbelt fortjeneste med sådan en tur.
Sommeren 1929 var en rigtig dansk sommer med sol og ikke for
meget varme. Så hvad kunne være skønnere, end når man fik tu
ren for en kvindelig tandtekniker i Gothersgade med et tandsæt,
som skulle bringes til en tandlæge helt oppe i Skovshoved. Denne
skønne tur op ad Strandvejen kunne jo køres på egen cykel, fordi
man kunne have pakken i lommen. I Havnegade havde vi en an
den tandtekniker, en nordmand, som altid var fuld. Ham måtte vi
skåle med i portvin før vi startede på turen.
En solfyldt sommerdag blev jeg kaldt til lystbådehavnen ved
Langelinie til en sejlbåd, hvor jeg traf en hvidklædt herre, der vi
ste sig at være en dengang berømt operetteskuespiller, som var
meget fremme i elskerrollerne. Jeg skulle hente hans kjolesæt på
et lånekontor i Jernbanegade, fordi han skulle bruge det om afte
nen til en fest på Langeliniepavillonen.
Lånekontorerne, der lå spredt rundt i indre by, var et tidens
fænomen, som forsvandt i løbet af 30'erne. Staten førte an med
det store assistenshus ved Gammel Strand. Her kunne man, hvis
man var i akut pengenød, pantsætte forskellige ejendele som ure,
smykker, sølv- og guldgenstande, ja kort sagt alt som havde en
vis værdi. Man fik så en såkaldt låneseddel, og den skulle man
forny hver måned ved at betale renterne på lånet. I almindelig ta
le blev det kaldt »at stampe sine ting hos onkel«. Hvis man en
dag opgav at betale renterne eller indløse pantet, blev tingene, ef
ter en vis frist, stillet på auktion. Lånesedler blev mange gange
tilbudt på gader og stræder af folk, der havde opgivet nogen sin
de at få råd til at indløse pantet. På den måde kunne man ofte er
hverve sig for eksempel et billigt ur.
Nu var det jo altså ikke udelukkende fattigfolk, der benyttede
lånekontorerne. Man kunne da godt komme ud for, at en pænere
middelstandsfrue fra kvartererne omkring Glyptoteket eller Øst-
banegade skulle have stampet sin pelskåbe om foråret for at ind
løse den igen om efteråret. Det skulle så foregå i al diskretion na
turligvis.
94