97 / 233
Svajerne på Argus
Efteråret kom med sine heftige storme. Søndermarken, Charlot-
tenlund og alle de andre parker i den store by var begyndt at bli
ve rustfarvede i toppen. I Nørre Allé hvirvlede blæsten kaskader
af rødgyldent konfetti rundt og rundt for til sidst at lægge det til
rette i store bunker. Dyrhavsbakkens herlige spektakel forstum
mede, og Tivoli klappede sine porte i. Øresund aflagde sin smi
lende blå ynde og antog en barskere grålig tone parat til at møde
vinterens strabadser. Det fik vi svajere også færten af og måtte slå
uniformskaskettens hagerem ned og kraven op om ørerne. Til ti
der foregik kørselen stående i pedalerne, med den ofte sludfyldte
modvind piskende ind i ansigtet.
Skolelæreren var forlængst draget af til seminariet, og vi fik en ny
makker i stedet. Det var en tidligere kollega til Ludvig, og han var
noget helt for sig selv. Han var ca. 30 år og havde afbrudt et medi
cinsk studium for nogle år siden. En sprænglærd akademikertype,
som altid mødte med en spånkurv med sine frokostingredienser.
Han var vegetar og smurte selv sin mad. En rigtig rar fyr, som vi
kunne hente råd hos, hvis vi havde nogle skavanker, der pinte os.
Imellem turene kunne man finde ham sovende i en kasse med
halm, og når så klokken fra kontoret ringede, for han forvildet op
med halm i håret og løb så ind i den nærmeste væg, inden han fik
ram på kontordøren. Han kom engang hjem fra en tur til Vester
bro gående og bærende på cyklens bagende. Det viste sig, at han i
skyndingen var kommet til at køre på en kollegas cykel, og da
han ude på Vesterbro havde smækket cyklens lås og skulle til at
starte hjemturen, kendte han naturligvis ikke låsekoden og måtte
halvvejs bære cyklen hele vejen. Han havde ikke et øjeblik tænkt
på at ringe til kontoret for at få koden oplyst. Jo, han var bestemt
ikke helt almindelig. Måske var det en heldig skæbne, der sørge
de for, at han ikke blev læge, af hensyn til patienterne.
I løbet af efteråret løb jeg ind i en oplevelse, som jeg gerne hav
de været foruden. I Rosenborggade ved Kultorvet lå en lille for
lagsvirksomhed, som var et enmandsforetagende. Jeg tror det
hed Jysk Forlag, og hvad det var for bøger, det udgav, fandt jeg
ikke rigtig ud af. Men vi bragte da bogpakker ud til boghandler
ne. Manden, der stod for foretagendet, var en høj, mager mand i
50-års alderen. Han var flink nok, men i mine unge øjne, jeg var
godt 19 år, virkede han alligevel lidt mærkelig. Nærmest altereret
95