18 / 233
Leif Jensen
havregryn. Vi syntes nu det smagte herligt, og så kunne vi spise
lige så meget vi orkede. Det kunne vi unger også trænge til, især
om vinteren. Jeg husker endnu de kolde vintre, altid megen sne
og frost.
Det var almindeligt med korte bukser og bare ben i træsko hele
året rundt. Men vi var glade for vores træsko, dem fik vi af en or
ganisation som vistnok hed »fattige børns fodbeklædning«. Far
slog klamper af gamle bildæk under træskoene, for de skulle hol
de et helt år, før man kunne få nye. Vores mor syede selv vores
tøj. Hun fik brugt tøj af Frelsens Hær på Tingvej, som hun så sye
de om til vores størrelser. Det kunne også hænde, at de menne
sker, hun gjorde rent for, gav hende et eller andet vi kunne bruge.
Mor lavede som sagt meget selv, og gjorde det ret pænt. Men at
hun også selv klippede vores hår, var jeg nu ikke så glad for. Sko
lekammeraterne drillede med at sige: At vi var klippet i facon ef
ter en urtepotte. Det udløste naturligvis straks slagsmål. Da jeg
var den mindste i klassen, trak jeg som regel det korteste strå. Og
det bare fordi jeg havde min specielle »Fru Jensen« frisure.
Nu kan det lyde som den rene jammerdal, men det var det be
stemt ikke. Vi børn var glade, og jeg tror ikke, vi rigtig tænkte
over vores forhold. Der var hygge og varme i vores køkken. Var
men kom fra det koksfyrede komfur, og lyset fra petroleumslam
pen gav bestemt atmosfære. Om aftenen skiftedes far og mor til
at læse højt for os. Jeg husker endnu børnebogen »Frændeløs«. Vi
unger græd af medlidenhed med den stakkels franske dreng, der
måtte så grueligt meget igennem. Men heldigvis fandt han da
sine forældre til sidst.
Jeg tegnede meget, det har jeg for øvrigt altid gjort. Far købte tit
bøger, jeg kunne tegne i. Det blev til adskillige i årenes løb, og jeg
elskede det. Men de er, som så meget andet, gået tabt i tidens løb.
Interessen for den hobby har ikke fortaget sig. Jeg maler og teg
ner også nu, hvor jeg er blevet pensionist. Jeg har også tjent til li
vets opretholdelse som teknisk tegner ved Philips. Men tilbage til
køkkenet, og vores aktiviteter der. Vi sang vores danske sange,
spillede dam, ludo eller skak. Jo det var rart nok. Møblerne i køk
kenet havde far selv lavet. Et langt bord og to lange bænke som
mageligt kunne rumme hele familien og alt vores habengut. Det
værste ved aftenen var nok, når mor delte torskelevertran ud. Så
1 6