24 / 233
Leif Jensen
en krone fik vi hele to store poser med rundstykker, wienerbrød
og franskbrød. Det var rart. Når vi kom hjem, varmede mor brø
det i ovnen, og så var det lige så friskt som nybagt brød.
Til fastelavn var vi børn altid ude at rasle. Vi lånte tøj af far og
mor til vores udklædning. Jeg havde taget fars jakke på med
vrangen udad. Den var nu rigelig stor til mig, så jeg smøgede ær
merne lidt op. Med en brændt prop malede vi overskæg, eller
sværtede hele ansigtet til, så vi lignede negre. Fastelavnssøndag
rendte vi rundt i nabolaget, sang og raslede ved alle dørene. Om
mandagen gik vi op på Amagerbrogade. Her måtte forretninger
ne stå for skud. Det var som regelen to øre vi fik, men mange
bække små giver, som ordsproget siger, en stor å. Vi sluttede altid
af på Christianshavn ved vores onkel og faster i Set. Annægade.
Her havde de en skomagerforretning. Vi skulle synge vores fa
stelavnssange for dem. Bagefter blev vi trakteret med chokolade
og boller. Og her vankede der altid en hel krone. Når vi kom hjem
gjorde vi resultatet op. Vi stablede to-ørerne ovenpå hinanden, og
talte som gale. De mest ihærdige af os fik som regel raslet et par
kroner sammen. Sammenlagt med kronen fra min onkel havde vi
så tre kroner, det var mange penge dengang.
Hen på foråret, når sneen smeltede, blev markerne totalt over
svømmet. Dengang var der ingen kloakering i København S, hvor
vi boede. Og da Amager som bekendt ikke ligger ret meget over
dagligt vande, var vores område nærmest at betragte som en stor
indsø om foråret. Men det forstod vi unger skam også at udnytte.
Vi stjal et par døre fra fars materialebunke, som var ganske stor.
Han byggede nemlig vores hus af nedrivningsmaterialer, som
vistnok stammede fra den lille lave husrække, som lå i Holmens
Kanal, der hvor Overformynderiet nu ligger.
Nå, men det var dørene. Vi fandt ud af, at de kunne bruges
som tømmerflåder. Vi slæbte dem over til marken og smed dem i
vandet. Der var to unger med på hver flåde, og med et par kæp
pe som stager gik det bare derudad. Som regel endte det godt,
men det hændte da også, at vi faldt af flåderne. Og det var noget
af en katastrofe. Dels blev vi selvfølgelig våde og dels sad vores
træsko fast i mudderet. Men der var ingen kære mor, træskoene
skulle findes igen. Det var det eneste fodtøj vi havde. Så vi blev
ikke bare våde, men også indsmurt i mudder over det hele. Vi
22