25 / 233
Haven på Nebraskavej
var godt klar over belønningen for vores sømandskundskab, el
ler mangel på samme. Sandsynligvis ville det indbringe den
sædvanlige endefuld. Men den tid den sorg, mor kom jo først
hjem om aftenen.
Det var ikke kun på marken, vi var udsat for den store forure
ningskatastrofe, det skete også i haven. Da der som sagt ikke var
kloakeret på Amager dengang, havde vi kun en simpel retirade,
med avispapir som rengøringsmiddel. Dog aldrig Socialdemo
kraten. Når retiraden var fyldt, skulle den selvfølgelig også tøm
mes. Far gravede blot et hul i jorden til vores efterladenskaber,
som efter udtømningen blev dækket til. Det virkede ikke kun
som gødning, det var de rene dyrefælder. Det skete adskillige
gange, når vi galoperede som vilde rundt i haven, at vi stødte på
disse dyrefælder. Og der stod vi så midt i vores ildelugtende ef
terladenskaber. Vi sank i til midt på lårene. Det var nu ikke det
værste, for det kunne skylles af igen. Næ! Det værste var træskoe
ne, de hang altid fast i hullet. De skulle graves frem med de bare
hænder, og det var knap så morsomt.
På den tid havde vi ingen radio i vores hjem. Mor havde en
rejsegrammofon, som blev flittigt benyttet. De af pladerne jeg
bedst kan huske er »Jul i den gamle købmandsgård« og sangen
»Tante Anna«, det er nok fordi, min mor hed Anna.
Far var lige så opfindsom som vi børn. Ffan fandt ud af at lave
et krystalapparat. Det blev vores første radio. Nu er dette simple
apparat kun beregnet til hovedtelefoner, og det var ikke særlig
praktisk i så stor en familie. Men far fandt på råd. Han placerede
hovedtelefonen i en krystalskål, og så havde vi pludselig en højt
taler. Det var naturligvis ikke en på 60 watt eller derover, men
den kunne da bruges. Når hørespillet »Familien Hansen« af Jens
Locker var i æteren, så hang vi alle sammen ind over bordet, og
lyttede til de svage stemmer fra krystalskålen. Det var noget, vi
alle sammen satte stor pris på.
Når min faster og kusine fra Keplersgade kom på besøg, så kom
der rigtig gang i grammofonen. Den fine stue blev åbnet, og møb
lerne flyttet. Så var der liv og glade dage. Hele familien dansede
på livet løs. Det er nok det som lagde grunden til min interesse
for dans. Lommepenge til os børn var der selvsagt ikke råd til. Og
dog, hver søndag fik vi fem øre hver. Det var lige nok til een is i
23