HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Leif Jensen

løste dem fra grimen og hoppede op på hestene. Vi red rundt på

hele fælleden med dem. Mærkeligt nok opdagede bonden det al

drig, eller også sagde han bare ikke noget til det.

Vi har altid haft hund, da vi var børn, og det var altid schæfer

hunde. Hunden deltog i vores lege. Vi spændte den f.eks. for vo

res legevogn. Så løb den, alt hvad remmer og tøj kunne holde til,

ud ad Kongelundsvejen med os unger om bord. Den så ud til at

nyde det, ellers havde den nok heller ikke gjort det. Det var rart

at have en hund som kammerat. Vi opfattede den nærmest som

en del af vores børneflok. Kongelundsvejen var en dejlig lege

plads. Der var dybe grøfter på begge sider af vejen, som man

kunne springe over, når vi legede »et tag fat«. Det gav naturligvis

en våd sok en gang imellem, men det tog vi med. Dengang var

der ingen trafik på Kongelundsvejen. Den næsten eneste vi så,

var den daværende kronprins Frederik, når kronprinsen skulle

ud til sin tjeneste på Kongelundsfortet. Også min onkel benyttede

Kongelundsvej, når han kørte materialer ud til fars husbyggeri,

som var knapt så kongeligt.

At min onkel var en særdeles opmærksom bilist, måtte jeg og

min storebror sande. Vi havde taget nogle tørrede grønkålsblade

i haven. Nu skulle vi lege voksne, så vi tog noget silkepapir, af

den slags man fik brød pakket ind i. Vi gik op til grøften på

Kongelundsvejen, og fandt os et rimeligt leje på grøftekanten,

men dog uden for synsvidde. Af det medbragte silkepapir og de

tørrede grønkålsblade rullede vi cigaretter. Vi tændte cigaretter

ne, med en heftig hosten og kvalme til følge røg vi vores hjem-

merullede cigaretter. Hvorfor ved jeg ikke, vores forældre røg

nemlig ikke.

Nå! Men det var min onkel. Han kom desværre forbi i sin bil.

Jeg tror, at både vores hosten og den kraftige røg fra grøftekanten

var årsagen til, at han standsede bilen for at se hvad det mon

kunne være. Da han så det var os, gulblege i hovedet af kvalme, i

vores forsøg på at være voksne, lod han nåde gå for ret. Dog måt

te vi love ham, at vi aldrig gjorde det mere. Det var vi mere end

villige til. En smøg af tørret grønkål var tilstrækkeligt til at love

hvad som helst. Han holdt sit ord, vi fik ingen endefuld denne

gang.

Det var dog ikke kun leg alt sammen. Vi havde vores daglige