27 / 233
Haven på Nebraskavej
At vi var stride, får jeg tit at vide af min kone. Hende traf jeg
nemlig ude på Nebraskavej. Min mor havde noget familie i
Århus, som blev inviteret til at besøge os. De kom spadserende
fra Sundbyvester Plads i deres fine tøj, belæsset med kufferter.
Deres sko var godt støvede af slaggevejen. Det var nok ikke lige
det, de havde drømt om at opleve i København. De skulle i øvrigt
også forbi Elmegårdens store svinesti som lå på Kongelundsvej.
Grim lugt for sarte næser. Jeg husker min kone som en lille fin
»frøken« med sløjfe i håret. Da hun godt træt og støvet så os halv
vilde unger, var hun parat til at rejse hjem med det samme. Jeg
derimod blev straks vildt forelsket i denne lille søde pige på bare
otte år. Denne børneforelskelse har holdt sig lige siden, og nu har
vi dog været gift i firefyrre år.
Under besøget fik gæsterne stillet førstesalen til rådighed. Vi
andre pakkede os sammen nede i stuen. Vi knægte syntes som
sagt, at de århusianske småpiger var søde, om end lidt generte.
En aften satte vi en stige op til deres gavlvindue. Vi ville se, hvor
dan de havde indrettet sig. Det skulle vi nu aldrig have gjort. Pi
gerne, som lå i deres senge, blev panikslagne, da de så vores gri
nende ansigter udenfor vinduet.
Mor havde en hobby. Hun elskede at fotografere. Hendes kame
ra var et Kodak boxkamera, primitivt, men efter datidens forhold
ret godt. Hun lavede også selv sine billeder. Vi syntes det var
spændende, at se billederne dukke frem på fotopapiret. Det var
den rene trolddom. Det foregik altid om sommeren, for mor hav
de ikke noget rigtigt mørkekammer. Hun brugte klorsølvpapir til
sine billeder. Inde i stuen, i fuldt dagslys, lagde hun først sit nega
tiv i en kopieringsramme, og derefter et stykke klorsølv papir.
Rammen blev lukket, og hele herligheden blev lagt ud på et bord
i solen. Her lå det cirka fem minutters tid, afhængig af hvor kraf
tigt solen skinnede. Rammen blev båret ind i stuen igen, og foto
papiret kom ned i fremkaldebadet. Efter et par minutter eller tre
dukkede billedet frem. Vi unger hang ind over bordet for at se
det. Det var lige spændende hver gang. Efter en kort skylning
kom billedet over i fikserbadet. Når det var færdig-fikseret, blev
det skyllet grundigt, og lagt til tørre på nogle aviser. Det var
bruntonede billeder mor fik ud af det. Desværre er de alle sam
men gået tabt med årene, men på grund af mors erfaring lærte jeg
25