22 / 233
Leif Jensen
brugt af en eller anden sundfart. I hvert fald var der en platform
for enden af broen, som var forsynet med fortøjningspæle. Fra
platformen hoppede folk på hovedet i baljen. Der var altid en le
ben af unger på platformen. Uheldigvis blev jeg skubbet i vandet
af et af disse børn. Jeg kunne ikke svømme, og der var fire meter
dybt ved platformen. Da jeg havde fået hovedet oven vande igen,
brugte jeg arme og ben som en gal. Det lykkedes mig at få mig
bjærget prustende hen til trappen. Men intet er så galt, uden at
det er godt for noget. Da jeg havde sundet mig lidt, forekom det
mig ikke mere farligt, end at jeg selv hoppede ud en gang til. Ef
terhånden lærte jeg de rigtige svømmetag, og så kunne jeg bare
det. Når dagen var gået, og fedtemadderne spist, vendte vi næsen
hjemad og traskede tilbage til Nebraskavej. Det var nogle trætte
unger, som blev lagt i seng efter sådan en dag.
Langs med naboens hæk havde vi en række frugttræer. Far gik
ofte ude på havegangen og beundrede sine træer og glædede sig
til den kommende høst. Den var et væsentligt supplement til vo
res daglige kost. Æblerne blev pænt pakket ind i papir, hvert æble
for sig. De blev opbevaret frostfrit til senere brug. Vi unger, som
for det meste altid var sultne, fandt på, at vi da havde æblerne på
træerne. De var ganske vist sure men skidt med det. Snedige som
vi var, tog vi en bid af hvert æble, men vel at mærke på den side,
som vendte ind imod naboen. Der gik ret lang tid, før det blev
opdaget, og så var det vores nabo, som afslørede os.
En dag hvor han talte med min far over hækken, pralede far
vist lidt rigeligt med sine flotte æbler. Det blev vores skæbne, for
naboen mente, at det var vores æbler, som så lidt mærkelige ud.
Da far opdagede, at det mærkelige udseende skyldtes tandmær
ker, var han godt klar over, hvem der havde sat mærkerne.
Elmegården, som lå først på Kongelundsvejen, dyrkede for
trinsvis kartofler på sine marker. Når kartoflerne var taget op
med håndkraft, lå de visne toppe tilbage på jorden. Det var vi un
ger heller ikke længe om at udnytte. Vi tændte ild i de visne top
pe. Fandt en glemt kartoffel hist og pist, og smed dem på bålet. Vi
sad rundt om bålet og stirrede ind i gløderne. Efter en stund rage
de vi kartoflerne ud, nu var de blevet helt sorte. Jeg kan endnu
fornemme smagen af disse kartofler. Let branken og halvrå, men
vi spiste dem med god appetit. Senere på året når vinteren satte
20