208 / 233
Torben Hoick Colding
Hun holdt sig nøje ajour med nye opskrifter i dagens aviser. Hvis
hun serverede en af disse nye retter, det kunne være ungarsk gul
lasch, lam i kål eller indbagt kalvetunge, sagde bedstefader uvæ
gerligt »hvad kalder du det her, søster?«. (Søster kaldte min bed
stefader, og kun han, min moder fra hun var barn).
Men det ville være et helt galt billede af livet i Toldbodgade,
hvis man tillagde sådanne små uoverensstemmelser betydning.
Der var nok af positive berøringspunkter - og nok af middagsret-
ter, der blev højt værdsat af alle tre generationer. For eksempel
kogt torsk med smørsauce og peberrod (bedstefader elskede ho
vedet) eller gule ærter med flæsk eller - ved festlige lejligheder -
med sprængt and. Til torsken og til de gule ærter en snaps - hvis
man var voksen. Eller oksestegen med søndagsside og mandags
side. En yndet vinterret var fyldt hvidkål, d.v.s. fyldt med fars,
kogt en time i en stor gryde med vand. Efter kogningen blev gry
den sat ned i høkassen, hvorfra den blev hentet dampende varmt
op 4-5 timer senere til middagen og serveret med smeltet smør.
En højt værdsat sommerret var grillerede lammehoveder med
hjernesauce. Tilberedningen af denne ret tog moder en hel dag,
men hun høstede til gengæld fra alle sider den største anerken
delse for sit arbejde. En søndag i marts måned var det utænkeligt
at stenbider i gelé ikke figurerede på frokostbordet. Drinks og
whisky skænkedes aldrig. Vin kun ved større selskabelige sam
menkomster. Til middagen en karaffel med koldt vand. 01 var
ikke en drik, der blev drukket meget i mit hjem. Jeg tror, moder
syntes det var simpelt at drikke øl. Det kunne hænde, at min fa
der drak et glas øl til en søndags-frokost. Til daglig fik vi altid the
til frokost. 0 1 blev aldrig drukket i utide, ingen uden flyttemænd
blev budt på en øl.
Den af de tre generationer, der havde størst udbytte af fælles
skabet, var vistnok børnene. For os var det en stor berigelse at
lære vore bedsteforældre så godt at kende. De åbnede en udsigt
langt tilbage i slægten og historien. Meget fik en sammenhæng,
som vi uden dem aldrig havde anet. Der var altid selskab at hen
te, altid en tålmodig bedstemoder som havde ubegrænset tid til
at høre på eller - som hun kaldte det - til en passiar. På grund af
ledegigt var hun ikke mere i stand til at gå alene, end ikke om
kring i stuerne. Hun var altid at finde i sit sofahjørne, travlt be-
206