210 / 233
Torben Hoick Colding
og lignende hos Soldaten (d.v.s. Soldath på Amagertorv), ost hos
Oste-Andersen over gården i Vimmelskaftet, surbrød hos Rubow
over for Helliggejst, the hos Perch i Kronprinsensgade og lagea-
gurker hos Trier i Pilestræde. En gang om ugen gik han i Spare
kassen i Niels Hemmingsensgade for at hæve penge, som han al
tid ønskede at få udbetalt i 5 krone-sedler, andre beløbsstørrelser
godtog han ikke.
Ved terminstid klippede han kuponer i sparekassens boks, assi
steret af et af sine børnebørn, der hermed indviedes i storkapita
lismens mysterier. Barnet håndterede efter hans anvisning saksen
ved kuponernes fraklipning. Bagefter trakterede han med the og
kager hos La Glace i Skoubogade. Aftenerne tilbragte han oftest
hjemme i sin egen stue, men der var dog to jævnligt tilbageven
dende udflugter, han passede, den ene var møderne i Oldskrift-
selskabet, hvoraf han var medlem, den anden var musikaftenerne
i Frederiksberg kammermusikforening. Der var han i reglen led
saget af sit ældste barnebarn og altid i den ene hånd en mappe,
hvori han havde partitur, i den anden hånd en med hank forsynet
læderpude til at sidde på under koncerten.
Vist var bedstefader upraktisk og gammeldags, men som inge
niør var han på teknikkens vegne interesseret i moderne opfin
delser, der netop i de år forandrede vor hverdag. Det var ham,
der forærede moder hendes første støvsuger. En dag i 1928 kon
struerede han og ingeniør Sandersen sammen en krystalradio i en
gammel cigarkasse. Den tjente os godt igennem lang tid. Min for
skrækkelse var stor, da jeg første gang siddende i stuen med tele
fonerne for ørerne hørte radioen spille. Jeg var overbevist om, at
hele verden kunne høre hver en lyd, jeg frembragte. Min sunde
fornuft sagde mig, at når jeg kunne høre dem, der optrådte i radi
oen, kunne de også høre mig.
Bedstefader var en vanskelig og elskelig person, en særling,
hvis mage man skal lede længe efter. Han elskede systematik og
statistik, ville sætte tal på alt og måle alting op. Han samlede fri
mærker, laksegl og mønter, han samlede minder om slægten og
viden om personalhistorie, også om andre end slægtens medlem
mer. Han var fuldstændig usnobbet og altid positivt indstillet
over for alle fænomener og personer, han mødte på sin vej. Han
var pinligt ærlig og ordentlig indtil det pedantiske. Han kendte
208