214 / 233
Torben Hoick Colding
vi var alene, at gå på »Nyhavnssiden« også kaldet den uartige si
de. Vi skulle gå på »Charlottenborgsiden«, et påbud vi dog ofte
overtrådte. Kom vi - også da vi var blevet ældre, ja selv som stu
denter - hjem sent om aftenen eller hen på de små timer, var det
sikkert, at vi kunne se en hvid skygge i hjørnevinduet i dagligstu
en. Det var moder i sin hvide natkjole, der spejdede efter os. Når
hun havde set os, skyndte hun sig ind i seng, og når vi kom op i
lejligheden, lod hun, som om hun sov.
Moder tog ikke sine huslige opgaver let. Skønt hun i disse år
havde en del hjælp i huset, var hun med overalt. Den dag, der var
storvask, opholdt hun sig dagen igennem i vaskerummet. Der
blev fyret op under den store vaskekedel, tunge kurve blev slæbt
hid og did, mens vaskekonen skrubbede tøjet på det bølgeforme
de vaskebræt; tøjet blev skyllet med blånelse, vridemaskinen blev
betjent af moder og vaskekonen sammen, og tøjet blev ophængt
på tørreloftet i husets allerøverste tagrum op ad en stejl hønse
stige. Dagen efter blev det taget ned i klædekurvene, »trukket« og
lagt sammen i spisestuen, alt sammen med moder som drivende
kraft.
Hvert år nedlagde hun sild i en stor tønde under pres af to tun
ge brosten. Sildene spredte en herlig krydret duft på loftet næsten
som i en islandsk købmandsbutik og toges ned i mindre portio
ner til udvanding. Loftet var også opbevaringssted for kartofler,
der indkøbtes i store portioner (50 kg for 5 kr, frit opbåret fra pa
ketbådene i Nyhavn). De skulle med passende mellemrum efter
ses og afpilles for spirer. Om efteråret blev der syltet bær fra ha
ven samt asier og agurker og lavet orangemarmelade og pickles.
Ved juletid blev der indkøbt et grisehoved og lavet sylte, der blev
lavet leverpostej, kogt saltkød og diverse andre retter, og der blev
bagt kager.
Ved siden af al denne mod den nærmeste familie rettede aktivi
tet afså moder også tid til at gøre noget for fjernere slægtninge,
der var ensomme eller havde behov for hjælp. Min bedstemoder
havde flere ugifte søstre. En af dem, moster Sara (Sara Sollohub
(1856-1951), oversygeplejerske på Kommunehospitalet), lagde
især beslag på moder, men betalte ikke altid hjælpen tilbage med
tilsvarende venlighed, hvad der for øvrigt ingenlunde mindskede
min moders omsorg for hende.
212