220 / 233
Torben Hoick Colding
for Studenterforeningen hos Kgl. balletmester Hans Beck, hos
hvem også min moder 40 år tidligere havde gået til dans. Moder
fulgte og overværede ligesom de øvrige mødre fra et ophøjet til-
skuerpodie hele forløbet af dansetimen. Drengene sad på en lang
bænk langs væggen til venstre, iført matrostøj med korte bukser
og laksko. Pigerne med svingende fletninger og pastelfarvede
kjoler sad på en tilsvarende bænk overfor. I salens fjerneste ende
spillede en yngre dame ufølsomt flygel. Midt på gulvet demon
strerede Hans Beck, iført smoking og med hænderne holdende op
i frakkeskøderne, hvordan man skulle føre sig frem. På dette
punkt havde jeg allerede forlængst tabt tråden og sad i egne tan
ker. Beck gjorde tegn til at drengene skulle inklinere for pigerne,
men da jeg var faldet i dybe staver, kom jeg hver gang for sent til
en rimelig dansepartner. Partneren blev oftest Fru Beck, der vist
nok før århundredeskiftet havde været balletdanser, men som
ikke mere var inspirerende. Beck var en mester i for alles blikke at
gøre nar ad enhver, der ikke til fuldkommenhed kunne følge
hans intentioner, og jeg var et taknemmeligt offer.
Moders ambitioner på børnenes vegne var stor. På nogle punk
ter måtte hun resignere, på andre punkter førte hun sin vilje
igennem til sejr. Selvfølgelig skulle et par raske drenge kunne
køre på cykel. For min broder, der både spillede flinkt klaver og
var en ihærdig danser, gik det af sig selv med cyklingen. Han
lærte det på et par sommerdage med klodser på pedalerne for at
kunne nå dem. Men for hans broder gik det ikke så nemt, måske
fordi jeg havde fået den forrykte og halsstarrige ide, at jeg
ikke
ville
køre på cykel. Jeg bad til Vorherre om at blive fri, men han
hørte mig ikke. Til sidst blev jeg indmeldt i en cykelskole. Det
var i 1928 på Rosenborg eksercerplads, der den gang ikke - som
nu - var åben ud mod Gothersgade, men lukket af den gamle
Brøndanstalt, der strakte sig langs hele forløbet mellem eksercer
pladsen og gaden.
Derinde på pladsen havde et par sergenter en lille ekstra fortje
neste ved at lære folk at køre på cykel. De dage jeg besøgte skolen
under ledsagelse af min moder, besøgtes den af fire elever: Over-
rabiner Moses Friediger, hans kone og hans søn. Overrabineren
var en statelig herre i sort diplomatfrakke og stort sort fuldskæg.
Han fortalte, at han på grund af skægget ofte blev forvekslet med
218