218 / 233
Torben Hoick Colding
med oliefarver, malerkasse og staffeli. Ved dette udstyr tilbragte
jeg resten af min barndom og hele min ungdom mange gode og
lærerige stunder. Jeg blev yderligere bestyrket i denne interesse
ved en dame, der boede på kvisten over os i Toldbodgade, maler
inden Ingeborg Tvede, den eneste i huset som vi kendte noget til.
Hun var elskelig og verdensfjern, og moder hjalp hende med
praktiske råd og håndsrækninger, jeg fik mangen hyggelig snak
oppe i hendes stue, mest om kunst, og hun malede i 1928 mit por
træt, som hun forærede mine forældre. Jeg holdt først op med at
udøve malerkunsten, da jeg på grund af øget kunstnerisk indsigt
opdagede, at jeg ikke havde talent.
Mange af dagligdagens begivenheder kunne med fordel ople
ves fra lejlighedens vinduer. Det vældige liv af paketbåde på ka
nalen, trafikken over broen og på gaden, mest af lastvogne med
varer til skibene på Kvæsthusbroen og i Havnegade, strømmen
af mennesker på fortovet, sømænd og havnearbejdere, gadens
originaler, der skældte ud og tossede omkring. To betjente var
dengang på uafbrudt patrulje i Nyhavn. De tog vare på de folk,
der var så berusede, at de ikke kunne klare sig selv, og kom ikke
sjældent i slagsmål med dem. Alt det var hverdagskost. Af og til
faldt nogen i vandet, det skete også, at en chauffør i en bil, der
kørte ad Kvæsthusgade en fugtig vinteraften, hvor lygterne spej
lede sig både i gade og vand, troede, at han befandt sig ud for
Nyhavnsbroen og kørte bilen direkte ud i vandet. Det var
spændende at følge redningsaktionen, stående i hjemmets trygge
atmosfære. Den største oplevelse fra vinduerne var den store
Havnestrejke i begyndelsen af 1930'erne. Lastvognene holdt i
lange køer og ventede forgæves på at blive losset, vrede, strej
kende arbejdere demonstrerede deres uvilje mod chaufførerne
og mod samfundsordenen. De løsnede brosten og byggede bar
rikader af dem, og af hvad de kunne samle på gaden. Og pludse
lig kom det beredne politi farende fra Toldbodgade mod broen
med politihjelme og dragne knipler. Havnearbejderne væltede
cykler ind mellem hestenes ben. Hestene blev bange og kunne
hverken komme frem eller tilbage. Betjentene slog fra sig. Det
blev nogle meget dramatiske timer. Den næste dag i dansktimen
afbrød vores lærer, som i forvejen vidste, hvor jeg boede, under
visningen og sagde: »I dag vil vi ikke gennemgå lektierne. Nu
216