222 / 233
Torben Hoick Colding
uskrevne love kun foretages en gang om ugen og kun indenfor et
ganske bestemt kortere tidsrum: søndag formiddag mellem kirke
tidens ophør og frokost, dvs. fra kl. ca 11 til kl. ca 1. Alt andet var
vulgært og upassende, undtagen Store Bededagsaften eller på
smukke sommeraftener, hvor der gjaldt andre regler. Til gengæld
på det rigtige tidspunkt, søndag formiddag, mødte man »hele
København«. Det smukke panorama og den herlige havduft hav
de man hele tiden, men den særlige festivitas kun denne ene for
middag om ugen. »Efter kirketid« betød ikke nødvendigvis, at
man skulle have været i kirke, vi gik af og til i kirke (»vi« vil sige
fader, sjældnere moder, der på det tidspunkt forberedte søndags
frokosten, min broder og jeg). Fader holdt på at gå i kirke i hvert
fald første søndag i advent, juleaften og nytårsdag. Jeg tilbragte
gerne tiden, mens der blev prædiket, med at undersøge i salme
bogens registre, hvem der havde skrevet salmerne og forfatternes
levnedsdata, og fik efterhånden et ganske omfattende kendskab
til salmelitteraturen.
Hospitalsophold hørte desværre næsten til hverdagen. Min fader
og min broder var aldrig syge, moder og jeg lå ofte på hospitalet,
og da altid på kommunehospitalets 5. afdeling under overlæge
P.N. Hansen, en fornemt udseende herre, der udtalte sit navn
med nasal elegance og førte sig på stuegang som en konge. Stuer
ne på Kommunehospitalet var store med plads til 16 senge hver.
Når stuegangen begyndte, lød en skarp klokke over hele afdelin
gen. Der opstod røre og nervøsitet grænsende til panik både
blandt sygeplejerskerne og patienterne. Folk søgte til deres plad
ser næsten som mange år senere under en luftalarm. Omsider
holdt overlægen sit indtog, omgivet af en sværm af hvide kitler,
reservelæger, kandidater, plejemoder og sygeplejersker. Min fa
milie havde en særlig indfaldsvinkel til denne mand. Som ganske
ung medicinsk student var han kommet til København, hvor nog
le familier havde taget sig lidt af ham og givet ham middagsmad,
deriblandt mine bedsteforældre. Senere, da han var blevet kandi
dat, havde min bedstefader ansat ham som sin huslæge, hvilken
ansættelse varede ved nogle år. Alt det sikrede nu hele familien
en særlig opmærksom behandling af den ellers noget distante
overlæge. For bedstefader var det aldrig gået op, at den medicin-
220