224 / 233
vidstløs i næste øjeblik. Den følgende nat var et mareridt. Idelige
opkastninger, der gav voldsomme smerter i operationssåret. Der
til kom at
l/i
1saltvand i nattens løb blev indpumpet i mit ene lår,
hvad der forårsagede stærke spændinger i den spinkle krop. Se
nere har jeg gennemgået langt mere gennemgribende operatio
ner, der har været følt som legeværk i forhold til denne. Jeg har
ved sådanne lejligheder glædet mig over lægevidenskabens ko
lossale fremskridt i de forløbne 60 år.
Jeg har i det foregående prøvet at give et billede af dagliglivet i
vort hjem i Toldbodgade og hverdagens oplevelser, men livet
havde flere nuancer. Der var landlivet om sommeren, der var rej
ser i provinsen. Til udlandet rejste hverken børn eller forældre af
vores omgangskreds, dengang med ganske enkelte undtagelser.
Der var ophold hos slægtninge uden for København, men alt det
te ligger uden for denne fremstillings rammer.
Og så var der festlighederne i hjemmet i byen, små mere eller
mindre improviserede sammenkomster, eftermiddagstheer, mid
dagsselskaber, fødselsdage og juleaften. Omgangskredsen bestod
næsten udelukkende af familie, der jo var fælles for mine foræl
dre. Derudover en ganske lille kreds af venner, der alle udmærke
de sig ved at have været venner med den ene eller den anden af
mine forældre eller bedsteforældre fra deres tidligste ungdom.
Det er som om - og det gjaldt begge generationer - de havde
standset for tilgangen - lukket ringen om hjemmet. Det var ikke,
fordi de ikke lærte nye mennesker at kende, men de tog dem ikke
til sig som venner, de lukkede dem ikke ind i omgangskredsen.
Mine bedsteforældres venner var for en stor del døde, da de
flyttede sammen med os. Det gjaldt to af bedstefaders bedste ven
ner, der havde kendt ham fra barndommen, skuespiller Axel
Madsen (1850- 1926, skuespiller ved Det kgl. Teater) og cand. phi-
lol. Peter Knudsen (1850-1928, skoleinspektør ved Østre Borger
dyd). Endnu levede en snurrig gammel ungkarl Julius Frost
(1856-1935, grosserer, formd. for Børsens Voldgiftsret), der havde
været korngrosserer i sine velmagts dage. Han så hvert øjeblik på
sit lommeur uden at lægge mærke til, hvad klokken var, og sagde
hen for sig selv, samtidig med at han lagde uret tilbage i veste
lommen: »såså såså, nånå nånå«.
Torben Holck Colding
222
i