228 / 233
Torben Hoick Colding
afdøde farfader havde 4 søskende af hvilke 3 var i live. Disse
slægtninge og deres børn og svigerbørn hørte ligesom de lige
nævnte to mostre til den nærmeste familiekreds, ligeledes - na
turligvis - mine forældres søskende og deres ægtefæller og børn.
Nogle af dem boede uden for København og var derfor sjældne
re, men ikke mindre kære omgangsvenner. I alt omfattede denne
kreds omkring 50 personer, der alle kom hjemme både til større
og mindre selskabelighed.
Til den mindre - eller mindre formelle - selskabelighed hørte
faders fødselsdag 2. juledag. Spisebordet var trukket ud i sin ful
de længde, festligt dækket og smykket med blomster og lysesta
ger. Der blev lavet spande af stærk the; sandkage, plumkage, to
slags brune kager, vanillekranse og finske brød, alting naturligvis
hjemmebagt, blev anbragt på fade og bakker. Ind vrimlede famili
en i 3 generationer, ofte omkring 30 personer. Det var familieliv
så det baskede, der blev talt og leet, der blev sat nye kedler på og
båret nye fade ind, alle hjalp med. De udenbys blev til middag.
Under sådanne eftermiddagstheer kunne det forekomme, når
kopper og kager var båret ud, at gamle, unge og børn fandt sam
men om en selskabsleg. Alle deltog, det kunne være »skibet er la
det med ..«, ordsprogsleg, geografiske navne, begravede byer el
ler populærest af alle - Melbudding: Et pund mel blev presset
hårdt sammen i en rund form, der blev vendt ud på et rigelig
stort rundt fad. I midten af meltoppen blev placeret en forlovel
sesring, gæsterne havde anbragt sig rundt om bordet, og fadet
gik på omgang mellem dem sammen med en skarp kniv. Hver
gæst skulle skære et stykke af melbuddingen, men passe på, at
han ikke fik ringen til at falde. Den uheldige skulle som straf tage
den op med munden. En gammel officer, der var onkel til min fa
der, og min fader selv hørte til de dristigste skærere. Det var usi
gelig morsomt at se de ældre herrer med ansigt og skæg begravet
i mel samle ringen op. Denne leg havde i generation efter genera
tion været yndet i familien.
Endelig var der de store selskaber. I bedstefaders og bedstemo
ders tid var det kjole, for bedstefader havde ikke smoking, den
var ham for nymodens. Senere hen blev det smoking. Den slags
selskaber var der kun nogle få af om året. Så blev alle sejl sat til.
Det store muselmalede stel fra moders udstyr blev båret ned fra
226