213 / 233
Tre generationer i Nyhavn
Han kørte da omkring i en Københavns kommune tilhørende
åben Ford-T, der startede ved hjælp af et håndsving foran køleren
og havde manuel betjening af afviservinger og vinduesvisker.
Han talte med os og læste højt om aftenen, og han fortalte gerne
og meget levende om sin barndom på landet. Da vi blev ældre,
læste han latin med os, et sprog hvori han stadig havde stor fær
dighed, og som han ikke tolererede, at vi sjuskede med. Hvis vi
troede, at vi hos ham kunne anke en afgørelse, moder havde truf
fet, og som vi måske syntes var uretfærdig, så troede vi fejl. Fader
og moder stod altid på samme linje. Last og brast.
Fader var dybt engageret i sit arbejde med socialforsorg i
København. Han forlod hjemmet kl. ca. 8.30 om morgenen, spad
serede til rådhuset og vendte tilbage kl. ca. 17.30. Det hændte, at
min broder og jeg hentede ham på rådhuset. Vi kunne da ikke
undgå at mærke den respekt, der omgav ham fra hans medarbej
deres side.
Vi fik under disse besøg indtryk af den store bygnings særlige
atmosfære, de mange smukke bygningsdetaljer, møblerne, hånd
vaskene og messingvandhanerne, alting formgivet med stor kon
sekvens, de imponerende trapper, og elevatorer, der på mystisk
vis stadig var i gang, og som man derfor måtte springe på i far
ten. Det var mit højeste ønske at prøve en sådan elevator, men det
var strengt forbudt og lykkedes mig derfor aldrig.
Fader var ikke naiv som bedstefader, men kritisk af indstilling
indtil bedre kendskab til forholdene eller personerne havde besej
ret hans skepticisme. Han var tolerant og en beskeden natur med
visse asketiske træk. Han havde ingen trang til luksus og ekstra
vagancer, han var sparsommelig, men ikke påholdende.
På det punkt var moder anderledes. Hun holdt af god mad og
var ikke bange for at ofre tid og penge på at tilberede den. Hun
var mere behersket af sine følelser end fader. Hun havde både
humor og varme. Hendes omsorg for sine to drenge var uden
grænser, og hendes ængstelse for, at der skulle ske dem fortræd,
var bundløs. Var man syg, veg hun ikke fra ens leje. Jeg lå i disse
år flere gange på hospitalet og blev opereret. Vågnede jeg om nat
ten op fra min bedøvelse et kort øjeblik, var det første, jeg så: mo
der, og det første, jeg hørte: lyden af hendes strikkepinde. Hun
vågede natten igennem. - Det var forbudt min broder og mig, når
211