![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0119.jpg)
i 06
hjertigt ikke at mætte et sultent menneske, må jeg
svare, at man skal mætte de sultne i deres hjem og
ikke på gaden, thi det er netop ubarmhjertigt. Det viste
sig ideligt at være en talemåde, at de havde »ikke brød
i huset«. En mand kom og skændte, fordi vi hjalp hans
kone. Dog måtte jeg indrømme, at en anden mand
havde ret, som sagde, at han »var den mand, der spiste
blår« (på dyrehavsbakken), thi det kunde han ikke leve
af om vinteren. Vi kunde altid skaffe folk en foreløbig
håndsrækning samme dag, som de havde bedet om
hjælp, og vi bad derfor folk om dog endelig at henvise
tiggere til os i stedet for at give ved dørene. Ofte viste
det sig også, at folk ikke boede der, hvor de opgav det.
Man kan snart ikke tælle alle de velgørende foreninger,
der er voxede op i København; de vidner om, at den
kristelige kærligheds ånd rører sig kraftigt derinde.
Hvad mænd og kvinder her yder af tid og penge er
beundringsværdigt. Jeg ved ikke bedre måde at illu
strere dette på end ved at sige, at vi i vort store, fattige
sogn aldrig behøvede at nægte nogen nødlidende øje
blikkelig hjælp. Ravnene bragte Elias brød i Ørkenen.
I rækken af denne skare af velgørere har vort kongehus
stillet sig med en stor redebonhed. Dronning
Louise
optog asyl-tanken og skænkede St. Stefans sogn det
store smukke asyl i Stefansgade. Ved grundstenslæg-
gelsen den 7de oktober 1887 var hele kongehuset til
stede, også kejseren af Rusland, så det var en stor fest
dag for Nørrebro. Kronprins
Frederik
og kronprin
sesse
Louise
havde et åbent blik for menneskers nød
og den rette måde at hjælpe på, og de betroede kirkens
fattigpleje at uddele deres rigelige gaver, 1000 kr. om
året til vort sogn. Da
G. Schepelern
også havde taget et
virksomt arbejde op i Trinitatis sogn med sognemission
og fattigpleje, foreslog jeg ham, at vi skulde indbyde