EnGammelPræstsLivserindringer

i 06

hjertigt ikke at mætte et sultent menneske, må jeg

svare, at man skal mætte de sultne i deres hjem og

ikke på gaden, thi det er netop ubarmhjertigt. Det viste

sig ideligt at være en talemåde, at de havde »ikke brød

i huset«. En mand kom og skændte, fordi vi hjalp hans

kone. Dog måtte jeg indrømme, at en anden mand

havde ret, som sagde, at han »var den mand, der spiste

blår« (på dyrehavsbakken), thi det kunde han ikke leve

af om vinteren. Vi kunde altid skaffe folk en foreløbig

håndsrækning samme dag, som de havde bedet om

hjælp, og vi bad derfor folk om dog endelig at henvise

tiggere til os i stedet for at give ved dørene. Ofte viste

det sig også, at folk ikke boede der, hvor de opgav det.

Man kan snart ikke tælle alle de velgørende foreninger,

der er voxede op i København; de vidner om, at den

kristelige kærligheds ånd rører sig kraftigt derinde.

Hvad mænd og kvinder her yder af tid og penge er

beundringsværdigt. Jeg ved ikke bedre måde at illu

strere dette på end ved at sige, at vi i vort store, fattige

sogn aldrig behøvede at nægte nogen nødlidende øje

blikkelig hjælp. Ravnene bragte Elias brød i Ørkenen.

I rækken af denne skare af velgørere har vort kongehus

stillet sig med en stor redebonhed. Dronning

Louise

optog asyl-tanken og skænkede St. Stefans sogn det

store smukke asyl i Stefansgade. Ved grundstenslæg-

gelsen den 7de oktober 1887 var hele kongehuset til

stede, også kejseren af Rusland, så det var en stor fest

dag for Nørrebro. Kronprins

Frederik

og kronprin

sesse

Louise

havde et åbent blik for menneskers nød

og den rette måde at hjælpe på, og de betroede kirkens

fattigpleje at uddele deres rigelige gaver, 1000 kr. om

året til vort sogn. Da

G. Schepelern

også havde taget et

virksomt arbejde op i Trinitatis sogn med sognemission

og fattigpleje, foreslog jeg ham, at vi skulde indbyde