EnGammelPræstsLivserindringer

103

i hans tykke paryk og sendt ham et ultimatum. * Så

overgav han sig, og tiden har vist, at han her var den

rette mand; thi St. Jakobs menighed er voxet op til at

blive en stor og i høj grad livskraftig menighed. Der

foregik nu ret hurtige forandringer på kirkelivets om

råde i hovedstaden. Under forsæde af C.

Rothe

sam

ledes præstekonventet først i et auditorium på uni

versitetet, senere i lejede lokaler på hoteller. Nu

kom der friske kræfter til konventet. Evangeliet

blev forkyndt med klare toner, og der blev bygget på

den grund, som Gud har lagt. En række af dygtige

mænd har i de åringer hver i sin kres øvet en vidtræk

kende indflydelse dels som prædikanter, dels ved at

samle menigheder til menighedsarbejdet, så at det

mærkedes, at der var menighedskrese i hovedstaden,

som havde »salt« i sig. Det skulde så vise sig i kampens

tid, hvad der var guld og sølv og kostbare stene, og

hvad der kun var træ og hø og strå.

Det var stærke angreb, der gjordes imod kirken i

den sidste trediedel af århundredet. Det blev sagt, at

byen var ved at blive afkristnet, og kirken var et synke

færdigt skib. Rabbineren, dr.

Wolff

havde skrevet sin

store bog »Talmudfjender« i 1878. Vi drøftede den sag

i konventet og enedes om, at der burde udarbejdes et

modskrift. Men hvem kan få tid? »Tid kan man jo sag

tens skaffe,« svarede

Blædel.

Ved næste møde lagde

han et manuskript på bordet og sagde: »Nu har jeg i

denne måned brugt hver time, jeg kunde skaffe, til

dette arbejde — men hvad nytter det?« Da følte jeg, at

Blædel var træt; thi det var ellers ikke hans vane at

blive forsagt. Skulde det ikke nytte at lade Jesus be

svare talmudisternes lovlære? Så kom »fritænkerne«. Et

såkaldt »Literaturselskab«, som havde stillet sig den

opgave at oplyse folket om den negative bibelkritiks