117 / 188
104
»resultater«, forsvandt snart igen. Men »Brandesianis-
men« bjergtog mange. Og samtidigt viste det sig, at
den negative filosofi havde trængt ned til folkemas
serne; og den store ulykke skete, at da arbejderbefolk
ningen trængte til ny førere, faldt den i hænderne på
antikirkelige folk. Der stilles kirken ny og svære op
gaver over for en slægt, som er opvoxet under disse
forhold. Så vågner det spørgsmaal med styrke; Hvad
kan kirken gøre for at nå til dem, som ikke kommer
til den?
En vanskelighed for kirken var spørgsmålet om fra
skiltes vielse. Det er fejl af kirken, at den ikke har
klaret sig denne sag således, at præster ikke behøvede
at føle deres samvittighed besværet deraf. Følgen deraf
er blevet en altfor tilfældig praxis. Man har i nogle
tilfælde hjulpet sig med at give et par bevilling til at
lade sig vie af den præst, som Var villig dertil. Men
da den ene præst af princip ikke vilde, og den anden
intet havde imod det, vidste de to ofte ikke, hvor de
skulde gaa hen. Dette er en for kirken uheldig vaklen.
Under disse forhold tog jeg mig for at undersøge skils
missespørgsmålets kirkeret og historie. Frugten af disse
studier var min bog om »Skilsmisse og fraskiltes
vielse«, 1885. Det er min overbevisning, at Ny Testa
mente ikke berettiger til at nægte at vie den uskyldigt
fraskilte; thi Guds rige er retfærdighed. Og det er, som
den lutherske kirke altid har hævdet overfor pa
pisterne, ikke kirkens opgave at være dommer; dertil
er staten sat. Nu er livet vel fuldt af undtagelser, og
der maa derfor være plads for dispensationer. Men
dels skulde staten ikke i alle tilfælde dispensere fra
loven, dels burde den ikke give bevilling til nyt ægte
skab i de tilfælde, hvor kirken absolut fraråder det for
forargelsens skyld. Er staten i tvivl, om en præst hand