118 / 188
ler ret på dette område, burde sagen afgøres af biskop
pen. Matthæus evang. kap. 5 kan man ikke bruge som
lovkodex, det burde dog lutherske teologer være enige
om. Man har så foreslået en anden løsning, at indføre
»tvungen borgerlig ægteforening« og så overlade til
hver enkelt præst, om han vilde vie folk eller ikke. Det
vilde være at helde barnet ud med badevandet. Også
dette spørgsmål er imidlertid højst indviklet, og man
kan ikke klare det ved den naive betragtning, at det
er så simpel en sag at give stat og kirke hver sit. Sagen
er den, at et ægteskab ikke alene er en kontrakt, som
staten kan godkende, men det er et personligt forhold.
Det er derfor en ligefrem menneskerettighed, at brude
parret har adgang til en religiøs indvielse. Man siger
vel, at den religiøse indvielse kan finde sted bag efter.
Men så er jo ægteskabet indgået uden denne. Man på
beråber sig Tyskland, hvor
Bismarck
påtvang folket
civilægteskabet som et modtræk imod papisterne. Men
her rejstes strax de vægtigste indsigelser fra ansete
lærde, som påviste det meningsløse i denne ordning,
idet det viser sig umuligt at tilvejebringe nogen til
fredsstillende forbindelse imellem den borgerlige og
den efterfølgende kirkelige handling. Da jeg ikke fandt
sagen grundigt oplyst hos os, tog jeg mig for at gen
nemgå den herhen hørende litteratur og samlede mit
syn herpå i min bog om »Vielse eller borgerlig ægte
forening«, 1885, som jeg derfor her kan nøjes med at
henvise til.
En sørgelig vanskelighed, vi idelig stødte på, var
børnetiggeriet. En enke havde opdaget, at det gav en
god indtægt, og da børnene år efter år forsømte skolen,
og mulkterne besværede hende, giftede hun sig med et
mandfolk, som skulde bruges til at sidde mulkterne af.
Når det ideligt blev gjort gældende, at det er ubarm
105