EnGammelPræstsLivserindringer

111

tale af

Stein

over Johs. 5, Arkitekt

L. Knudsen

havde

forstået, at give bygningen et skønt kirkeligt præg, lå

at det er en prydelse for kvarteret og hovedstaden, Så

kom der fart i arbejdet. Med sit klare praktiske blik

fordelte Stein de forskellige grene af virksomheden på

hvert sit udvalg og fik opsat, statuter. Hvad der først

måtte ordnes, var husets økonomi. Vi ansatte en »hus

fader«,

Niels Hansen,

og en husbestyrerinde,

Marie

Sørensen,

som begge med udholdende troskab røgtede

deres hverv. Vor vigtigste opgave var nu at regulere

»bymissionen« i snævrere forstand. Det blev os klart,

at grunden til, at bymissionærer så snart blev trætte,

var, at de savnede ledelse og en afgrænset arbejds

mark. Da vi nu anviste hver arbejder en sådan, meldte

der sig flere og flere. Vi rådslog om navnet på disse

medhjælpere; der var tale om »sognediakoner«, men

praxis havde nu indført »indremissionærer«, som en af

alle let forstaaelig betegnelse, og derved blev det. Vi

tænkte os en lignende arbejdsmetode som i city-mis

sionen i London: Indremissionæren ger stadige hus-

besøg i sit distrikt med traktater, og efterhånden som

han bliver kendt der, kan han samle folk til møder.

Vi havde f. ex. I St. Stefans sogn befundet os vel ved

at leje en lille lejlighed i et stort hus og der samle alle

husets beboere, så af de ikke behøvede at gå ud eller

klæde sig om for at høre ordet. Vi søgte ved at sætte

os i forbindelse med sognepræsterne at få de enkelte

menigheder til at støtte os og efterhånden benytte vore

udsendinge som sognemissionærer. En gang om ugen

samledes jeg med disse arbejdere til opbyggelse og af

taler om arbejdet, og vi havde nu megen glæde af dette.

Assistent

Vilh. Wright

havde 1881 begyndt på en »gård

mission« på Vesterbro; fhv. proprietær

R. B. Clausen

sluttede sig sammen med ham, og da vi hørte herom,